DAGENS MEDIEBILLEDE er en mangefacetteret og broget affære. Man kan læse, lytte og se på mange platforme. Således hørte jeg chefredaktør Martin Krasniks stemme annoncere: ”Du lytter til Weekendavisen,” da jeg ville stifte bekendtskab med en vist nok ret populær podcast, ”Ingen elsker Lone Frank”.
Lone Frank er videnskabsjournalist på samme avis og en kendt skikkelse i den offentlige debat. Nogle vil sikkert huske et klip med hende fra påsken 2017, hvor hun står i Københavns Domkirke og proklamerer, at opstandelsen er aflyst. Det vakte en vis forargelse, selv mente jeg, at Lone Frank virkelig tog ateismen på kornet som en aflyst fest. Det er så trist, som det kan være, og man får lidt medlidenhed med ateisterne, mens kirken bare fester videre søndag efter søndag. Ateisterne kan så trøste sig med følelsen af bedrevidenhed og overlegenhed i forhold til de enfoldige troende, men hovmod gør nu sjældent rigtigt glad.
”INGEN ELSKER LONE FRANK” er Lone Franks undersøgelse af kærligheden ikke bare i lyset af videnskaben, men også af sit eget liv. Videnskabsjournalisme og biografi knyttes sammen, læren og livet mødes. Da Lone Franks kæreste, Morten, døde for fire år, opdagede hun nemlig pludselig, at der ikke længere var nogen, som elskede hende. Hun havde ikke længere sin kæreste og heller ikke børn, nær familie eller tætte venner.
Det fik hende til at stille spørgsmålet, hvorfor kærligheden er så vigtig, og kunne hun selv leve uden? Sin livsopfattelse tro satte hun sig for at undersøge kærligheden rent videnskabeligt. Som det lød fra speakerstemmen i ”Ingen elsker Lone Frank”, er kærlighed et biologisk fænomen: ”Den kan beskrives som en nøje afstemt cocktail af hormoner og signalstoffer.” En nøje afstemt cocktail af hormoner og signalstoffer? Det skal nok passe rent biologisk, men har man ikke andre tilgange til kærligheden, er man godt nok kærlighedsdum. Et enkelt kærlighedsdigt taler mere dybsindigt end den beskrivelse.
DET BLEV IMIDLERTID OGSÅ understreget, at den enkeltes evne til kærlighed ikke er uforanderlig, men også præget af erfaringer, opvækst og samfund, og derfor kunne Lone Frank blive bedre til at elske. ”Det er et slags frihedsbudskab, du sidder ikke i en biologisk spændetrøje, du kan sådan set gøre noget, når du kender den her biologi,” som Lone Frank selv udtrykte det. Biologien kunne man ikke se bort fra. Alligevel var der mulighed for at træffe egne valg.
Lone Franks biologi har vel ikke ændret sig synderligt, men hun måtte indrømme over for sig selv: ”Jeg har jo nok mere brug for mennesker i mit liv, end jeg sådan egentlig har villet se.” Sådan var også videnskabsjournalisten nået frem til salmens erkendelse: ”At elske, thi deri er livet.”
Engang stod Lone Frank i Københavns Domkirke og aflyste opstandelsen, men kærligheden aflyste hun alligevel ikke hverken biologisk eller personligt. At der kunne være en kærlig vilje bag verden, siden kærlighed er så stærkt et fænomen i verden, kom dog ikke på tale. Man kan også være stærkt ikke-troende.
Jesper Bacher er sognepræst.