Kan Matador-effekten mon samle danskerne?

"DR har som mål 'at samle danskerne'. Spændende, om netop Matador-effekten bliver det samlende element i takt med, at vaner og teknologier ændrer sig," skriver Kurt Strand i dagens mediekommentar

Den østrigske forretningsmand, Niko Alm, fremviser sit netop erhvervede kørekort med billedet, hvorpå han fik lov til at bære et religiøst symbol for pastafarianismen eller 'det flyvende spaghettimonster'. På billedet bærer Alm et dørslag.
Den østrigske forretningsmand, Niko Alm, fremviser sit netop erhvervede kørekort med billedet, hvorpå han fik lov til at bære et religiøst symbol for pastafarianismen eller 'det flyvende spaghettimonster'. På billedet bærer Alm et dørslag.

NÅR TIENDE OG SIDSTE afsnit af Arvingerne ruller over flere end halvanden million tv-skærme i morgen aften, vil over 100.000 enten lave noget andet eller se med for anden gang. Så mange har nemlig siden sidste søndag hentet og set det foreløbig sidste opgør om Veronikas arv på dr.dk.

Tv-vanerne ændrer sig med rekordfart: Hurtigere internet-forbindelser flytter sammen med bedre billedkvalitet ikke mindst på dr.dk seere fra gammeldags fjernsyn til smart-tv, computere og mobiltelefoner. Og hvorfor dog vente med at få udløst spændingen om dramaets fortsatte udvikling, når eksempelvis næste afsnit af Arvingerne er tilgængeligt allerede umiddelbart efter rulleteksterne søndag aften?

LÆS OGSÅ: 50 års tv-tradition er under opløsning

At måden at se tv på er under forandring, viser også streamingtjenesten Netflix, som angiveligt har fået 400.000 abonnenter på bare ét år. Hos Netflix behøver ingen vente på hverken andet, tredje eller sidste afsnit i anden sæson af den amerikanske politikthriller House of Cards: Alle ti afsnit er tilgængelige på én gang, og seerne kan som med en dvd-boks selv bestemme rytmen.

Ændring af tv-vanerne bliver også et vigtigt tema i forårets forhandlinger på Christiansborg om en ny medieaftale, som bliver bestemmende for, hvad især DR må eller ikke må. Samtidig er mediehuset i Ørestaden undervejs med en ny tjeneste, som med en app vil gøre det endnu lettere for den enkelte at tilrettelægge sin tv-sening direkte, mens udsendelserne er i luften eller ved dyk ned i DRs righoldige arkiv.

Private producenter, tv-stationer og aviser er stærkt kritiske over for, hvad de opfatter som DRs fortsatte ekspansion og unfair konkurrence. Men står det til kulturminister Marianne Jelved, skal der være fri og uhindret adgang til alt, hvad DR laver: Hvis vi stadig vil have den brede folkeoplysning, som er indeholdt i public service, så skal DR have moderne værktøjer, siger kulturminister Jelved (R) til Berlingske.

Medieforliget ventes at være på plads inden Folketingets sommerferie, og hvordan det lander, er svært at spå om. Ganske som det er vanskeligt at forudsige, hvordan og hvor meget de ændrede tv-vaner vil accelerere de kommende år.

Og hvad sker der med fællesskabet, som DRs og TV 2s store dramaproduktioner skaber? Måske skrumper det ikke, men bliver tværtimod større alene i kraft af, at flere får mulighed for at være med, når teknologi og muligheder udnyttes maksimalt.

Erfaringerne fra den mest populære tv-serie nogensinde antyder, at det sagtens kan gå sådan: Matador er i dvd-udgaven solgt i omkring tre millioner eksemplarer. Alligevel var der over en million seere til hvert eneste af de 24 afsnit, da serien blev genudsendt for syvende gang i 2012.

DR har som mål at samle danskerne. Spændende, om netop Matador-effekten bliver det samlende element i takt med, at vaner og teknologier ændrer sig.