KRISTELIGT DAGBLADS LÆSERE er blevet særdeles godt forberedt til at forstå, hvorfor 100-årsdagen for indledningen af folkedrabet på armenierne i dag markeres rundtom i landet. Avisens mange artikler har også givet effektiv baggrundsviden til forståelse af den seneste tids mange radio- og tv-udsendelser om samme emne.
Da jeg nu i over 17 år har boet i den lille landsby Gylling mellem Odder og Horsens, læste jeg således i onsdags med særlig interesse Dorte Washuus' artikel om ”Armeniernes moder”, Karen Jeppe (1876-1936) fra Gylling. Et gadenavn og to store mindesten har medvirket til, at hun altid har hørt til min østjyske hverdag.
I Gylling er Armeniens historie noget umiddelbart nærværende og naturligt vedkommende. Jeg vedhæfter med taknemmelighed et foto af den såkaldte korssten, der blev indviet for et år siden. Som omtalt i nævnte artikel er den udført af den armenske billedhugger Suren Leisikyon. Sådan indgår et lille stykke Danmark i dag anskueligt i det forfulgte armenske folks selvforståelse.
Op igennem det 20. århundrede er vidnesbyrd om armeniernes ellers ubeskrivelige lidelser trodsigt blevet indsamlet. På skrift, film og billeder er det også for de overlevendes mange efterkommere blevet muligt at få indblik og indsigt i armeniernes blodige historie. Verdens kollektive hukommelse er blevet forstærket. Fortielser er blevet erstattet af erkendelser af skyld, skam og berettiget sorg.
Det fremgik tirsdag aften på eksemplarisk vis af det helt nye franske dokumentarprogram ”1915 - det armenske folkemord”, på DR K. Ingen kan herefter være i tvivl om, hvorvidt der var tale om folkedrab, borgerkrig, massemord, massakrer eller ej. Der var indiskutabelt tale om et folkemord, som angiveligt dannede direkte forbillede for planlægningen af de nazistiske kz-lejre.
Derfor virkede det som en slags genudsendelse onsdag aften også på DR K at se det tredje afsnit af serien ”Skandinavien i Hitlers jerngreb”. Det handlede især om de norske jøders skæbne. Allerede et år inden de danske jøder i tusindtal undslap til Sverige, blev norske jøder ekspederet efter opskriften: først registrere, så arrestere, dernæst deportere for siden helt at udradere.
Uforberedt er det svært at forstå, hvordan disse uhyrlige overgreb på millioner af værgeløse kunne finde sted. Diktatorerne og deres propagandister havde frit spil. Telegrammer, breve, illegale tryksager og primitive radioudsendelser var skrøbelige medier i en tid, hvor den, der råbte højest, kunne tage magten over masserne.
I dag kunne de sociale massemedier i bedste fald virke helt modsat. Mulighederne for at kommunikere er blevet så globalt omfattende, at fortidens kor af fortvivlede nødråb og skrig i dag burde kunne finde genlyd i et endnu større kor af protesterende folkeslag i opgør med alverdens diktaturer og åndeligt ensrettende ideologier.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder