Af og til må man minde sig selv om, at der også eksisterede politikere, inden fjernsynet blev opfundet. I betragtning af hvor konstant de optræder i dag, kan man knap forestille sig, hvordan folk i 1800-tallet overhovedet opdagede, at demokratiet blev indført. Klaus Riskær Pedersen, der med et nyt parti stiller op til næste folketingsvalg, udgør et udpræget tv-produkt.
Allerede som dreng tiltrak han sig kameraet, som voksen blev han en berømt levemand, han har optrådt som gæst i det umådeligt bøvede reality-program ”Paradise Hotel”, siddet i Europa-Parlamentet for Venstre, tilbragt fem år i fængsel for groft bedrageri, og søndag aften dominerede han atter sendefladen.
Der er blevet talt meget om personen, fortiden, millionlejligheden og ligheden med Donald Trump, og Klaus Riskær Pedersen færdes som få i gråzonen mellem politik og underholdning.
Af samme grund udtalte journalist Nikolaj Sommer i ”Presselogen” på TV 2 News, at vi i disse dage er vidne til en systemfejl. Manden får for meget opmærksomhed, mente Nikolaj Sommer, hvilket er både rigtigt og forkert.
Det er rigtigt, at Klaus Riskær Pedersens spraglede identitet fylder for meget, uden at vi bliver spor klogere, men et nyt parti skal jo omtales, og man kan vælge mellem to vinkler.
Man kan gå kritisk til Klaus Riskær Pedersens politiske program, og man kan udfolde den moralske diskussion om, hvorvidt en dømt økonomisk kriminel bør sidde i Folketinget. Systemfejlen viser sig, når man blot gentager portrættet af en mand, der ved sin blotte tilstedeværelse fastholder seere, hvilket igen blev udfoldet i DR’s ”21 Søndag” med endnu et overfladisk Riskær-indslag, hvor politisk kommentator Kristian Madsen tilmed fastslog, at den nye partileder er kommet ”flyvende fra start”. Flyvende?
Ja, flyvende, forstået som allestedsnærværende krydret med et pinligt optrin i ”Debatten” på DR 2 forleden, hvor Klaus Riskær Pedersen og Jan E. Jørgensen (V) skændtes om, hvem af de to alfahanner, der ved mest om det virkelige liv. Det kan man vist kalde et lavpunkt.
Men nej, ellers ikke flyvende, for det store spørgsmål om, hvorvidt Klaus Riskær Pedersen overhovedet bør sidde i Folketinget, lever som aldrig før. Det er for simpelt at fastslå, at når man har udstået sin straf, kan man genindsættes i enhver sammenhæng, for det er stadig en del af personligheden, at man har betrådt forkerte stier. Det er ikke samfundet, der skal tilgive Klaus Riskær Pedersen og genetablere ham fuldt ud.
Tilgivelsen er en sag mellem ham og de personer, der eventuelt har lidt overlast, mens den store genetablering som menneske sker i forholdet til Gud. Her på jorden bærer vi på vore gerninger, og at være politiker på Christiansborg med en fortid som økonomisk kriminel hænger skidt sammen.
Men Klaus Riskær Pedersen er og bliver et glitrende tv-produkt, og i den forstand er der ganske rigtigt tale om en journalistisk systemfejl. Man samles med alt for stor fascination om ham, der holder festen i gang, og Klaus Riskær Pedersen ved præcis, hvordan man gør det.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.