Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst: Skal gudstjenesten have en genrebetegnelse, er "livshjælp" bedre end "livsstil"

Sognepræst Jens Jørgen Rasmussen prædikede ligetil og ukunstlet, skriver Jesper Bacher. – Foto: DR

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

På nettet rubricerer DR K gudstjenesterne fra Østerlars Rundekirke under genren ”Livsstil”. Her kommer jeg uvægerligt til at tænke på boligindretning, rejser, mode og madopskrifter, når der siges livsstil, eller så på sundhedsapostle, modedyr eller økoflippere og andre med en særlig livsstil, skriver sognepræst

PÅ DR K HAR MAN fået den idé at transmittere en måneds gudstjenester fra Østersøens perle. Fire søndage i træk er det således Østerlars Rundkirke, som danner ramme om gudstjenesterne, og sammen med de bornholmske menigheder kan sofamenigheden trindt om land høre ordet forkyndt i dette pragtstykke af en kirkebygning.

På nettet rubricerer DR K i øvrigt gudstjenesterne under genren ”Livsstil”. Det forstås, gudstjenester er virkelig en del af nogle menneskers livsstil. Alligevel har jeg det lidt svært med den genrebetegnelse. Jeg kommer uvægerligt til at tænke på boligindretning, rejser, mode og madopskrifter, når der siges livsstil, eller så på sundhedsapostle, modedyr eller økoflippere og andre med en særlig livsstil. Skulle man give gudstjenesten en genrebetegnelse, var ”Livshjælp” mere træffende, men det er jo en erfaringssag. Apropos livshjælp handlede evangeliet i søndags netop om Jesus, som helbreder en lam ved Betesda Dam i Jerusalem. Manden havde været syg i 38 år og havde ikke et menneske til at hjælpe sig. En håbløs situation, indtil Jesus melder sig på banen, byder den lamme at rejse sig, tage sin båre og gå. Det sker, og manden tager sin båre og fortid under armen, oprejst af Jesu ord.

I Østerlars Kirke var det Jens Jørgen Rasmussen, til daglig sognepræst i Hasle og Rutsker, som prædikede ligetil og ukunstlet over søndagens tekst. Der var ingen dikkedarer og retoriske forsiringer i prædikenen, ingen knaldperler og kaniner i hatten. Der var derimod fokus på det bedste og det værste, slet og ret på nåde og dom. Jens Jørgen Rasmussen fremhævede, at selvom Jesus ikke altid helbreder for sygdomme, så hjælper Jesus altid på en eller anden måde, og større end helbredelse er syndernes forladelse. Ligesom det også blev fremhævet, at der er noget værre end sygdom og invaliditet, nemlig Guds vrede og dom. Kristendommen overbyder alt i verden, og det blev utvetydigt forkyndt i den gamle rundkirke.

Man behøver ikke at gå i kirke for at indhente en smule livsvisdom, gode råd eller høre en tale om vigtigheden af tillid og kærlighed mennesker imellem. Al respekt for det, men kristendommen er andet og mere, dybere og større, lysere og mørkere. Det er også derfor, at budskabet forarger, og næsten symbolsk

hørtes der barnegråd, da Jens Jørgen Rasmussen kom ind på sygdom og synd. Babyen forstummede dog, og præsten sluttede med at betone: ”Dine synder tilgives dig” er det ”første og det sidste ord, Jesus vil sige til dig”.

Foruden det gode budskab og sang fra salmebogen var der også et såkaldt lovsangsband. Det var ikke ringe, men de nyere lovsange når altså ikke de store salmer til sokkeholderne. I kirkebønnen var der en formulering, som fik undertegnede til at studse: ”Vi beder dig for det jødiske folk og deres frihed til at leve som jøder iblandt os.” Det lød unægteligt som en bønlig hentydning til debatten om et forbud mod drengeomskæring. Men skulle Kristi folk ikke bede for det gamle ejendomsfolk

Jesper Bacher er sognepræst.