Klog og fascinerende radio om en lakridskonge

”Sommergæsten” på DR er radio, det er umuligt ikke at blive klogere af, mener Kurt Strand

Lakridskongen Johan Bülow (billedet) var et fascinerende bekendtskab i radioserien ”Sommergæsten” i går, mener Kurt Strand. -
Lakridskongen Johan Bülow (billedet) var et fascinerende bekendtskab i radioserien ”Sommergæsten” i går, mener Kurt Strand. - . Foto: Claus Bech/Scanpix.

HAN GIK I KLASSE MED pizzafornyeren Gorm Wisweh og Michelin-kokken Rasmus Kofoed. Så da en af Danmarks for tiden mest succesfulde iværksættere, lakridskongen Johan Bülow, fredag var med i radioserien ”Sommergæsten”, var det naturligvis oplagt for vært Dorte Krogsgaard at spørge:

”Hvad var der i vandet i vandhanerne i Svaneke i de år?”. Svaret fulgte med en dyb indånding: ”Det er godt nok et godt spørgsmål“ Altså“ Naturlig sund konkurrence, en lyst til at ville gøre det godt og være stolt af det, man laver. Og fælles for os tre er nok, at vi har haft selvstændige forældre, som har taget ansvar, og som har vist os fra vi var små, hvad det ville sige at have sin egen forretning.”

Undervejs gennem den næsten timelange udsendelse - kun afbrudt af fire omgange musik, der indgår som et lidt overflødigt sukkerlag i sommergæstkonceptet - forklarede Johan Bülow med indlevelse og engagement, hvordan han havde fået iværksætteriet ind med modermælken. Hans mor er nemlig den anerkendte bornholmske glaskunstner Pernille Bülow, der selv bankede sin virksomhed op fra bunden i en ung alder, og som i praksis fik vist sin søn, hvor vigtigt det var at lave noget, han kunne brænde for.

For Johan Bülow begyndte karrieren som selvstændig allerede i 14-årsalderen, hvor han fik et cvr-nummer for at kunne drive en kiosk med is og toast på stranden i Svaneke. Siden fulgte en uddannelse på Niels Brock i København, og modsat de fleste andre bornholmere vendte han som 23-årig tilbage. Med i bagagen var en idé om at lave lakrids i en kvalitet, som skulle være klasser over de gængse vejskilte, saltbomber og piratos.

En forretningsplan blev udarbejdet, halvanden million kroner blev lånt i en velvillig bank, og snart var der gang i lakridskogeriet i moderens kælder. Den 7. juli 2007 åbnede en lille butik, og da dagen var omme, kunne Johan Bülow melde alt udsolgt.

Resten af sommeren bød for ham og kæresten på 16 timers hårdt arbejde hver dag for at holde trit med en tilsyneladende umættelig efterspørgsel på lakrids til priser fire-fem gange højere end på poserne i de nærliggende supermarkeder.

I dag er Bülows lakrids kendt af de fleste som et eksklusivt produkt, der ifølge ham skal være ”verdens bedste” og ikke kun er slik, men i nok så høj grad smag, der kan indgå som krydderi i al slags madlavning. Ekspansion i Tyskland, Sverige og Norge er i gang, og produktionen er for længst flyttet fra Bornholm til Avedøre ved København, hvor omkring 100 medarbejdere lever af den succes, der blev grundlagt i kælderen i Svaneke.

”Sommergæsten” med Johan Bülow blev - som det fremgår - særdeles lytteværdig. Det var radio, som formidlede en fascinerende og lærerig fortælling om betydningen af at ville noget med sit liv, at have ambitioner og turde forfølge dem.

Radio, det var umuligt ikke at blive klogere af. ”Sommergæsten” kan høres - eller genhøres - på dr.dk/radio.

Kurt Strand er forfatter og journalist