ER MAN ÉN AF DEM, der har svært ved at se det seriøst morsomme i en stor del af dansk komik, var der grund til at følge med i DR’s kulturprogram ”Gejst” onsdag aften. Her forsøgte journalist Maria Månson at undersøge humorens væsen, og hun tog seerne med til komiker Christian Fuhlendorffs såkaldte prøveshow.
Foran et lille publikum i København afprøvede Fuhlendorff nogle ”jokes”, mens Maria Månson søgte svar på, hvad en komikers opgave er. I betragtning af, hvor mange vi har af dem, kunne det være interessant at vide, og ifølge Fuhlendorff skal en komiker fungere som en ”overtryksventil” – altså, en foranstaltning, der kan lede alt det indestængte ud i det fri. Det giver jo mening. Tænk blot på Chaplins behandling af Adolf Hitler. Det var i sin tid med til at understrege det grinagtige ved en oppustet diktator.
Komikere kan bringe yderst værdifuld tænkning til live, og mens det naturligvis er lidt usportsligt at måle menigmand blandt komikere med Chaplins format, er det med til at illustrere, hvor sjældent danske komikere tager sprængfarlige samfundsanliggender under behandling. De er børn af den selvgranskende epoke og går en del op i deres krop og privatliv, og når Christian Fuhlendorff fornuftigt nok siger, at humor skal gøre det muligt at gribe om det svære og krølle det sammen og smide det hen i et hjørne, længes man efter, at de krøller noget mere væsentligt sammen. Det kræver imidlertid en vis viden og evne til intellektuel refleksion – og ikke mindst kræver det mod. Ægte mod og mandshjerte, vel at mærke, og ikke det der pseudo-vovemod, der skal til for at blotte sig selv offentligt i en tid, hvor så mange gør det. Nej, modet til midt i den store moralske ensretning at blæse på de korrekte holdninger.
BEGREBET TABU er ikke længere primært forbundet med det kropslige og pinligheder inden for stort og småt. Det er forbundet med den herskende tænkning i synet på køn, hudfarve, minoriteter i alle afskygninger og det nyeste forbud blandt jurastuderende mod at klæde sig ud som en cowboy eller indianer. Da det måske kan krænke nogen.
Her har vi brug for komikere, der tør, men det var ikke lige den slags, Maria Månson var interesseret i. Med sin lidt forsigtige medløbertone fortsatte hun den stil, der har gjort ”Gejst” til et
underligt profilløst tv-magasin, der da også er røget med på listen over de programmer, der skal lukkes i det nye, stramme DR.
Dog tog Christian Fuhlendorff til sidst fusen på mig. Midt i sit show vovede han pludselig pelsen og gjorde grin med de kvinder, der bruger MeToo-bevægelsen til at gøre noget traumatiserende ud af en ren bagatel. Alt imens verden rummer så mange reelle katastrofer.
Fuhlendorff havde synlige skrupler undervejs, da man jo nødig skulle opfattes som ufølsom og reaktionær, men han gjorde det. Folk grinede kun forbeholdent og lidt nervøst, og stemningen blev ikke løftet. Men det er jo netop ofte prisen for at udvise rigtigt mod, og komikerne har om nogen til opgave at gøre det.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.