Prøv avisen

Kristendom med kant

Digterpræsten Kaj Munk. (Udateret arkivbillede)

Kaj Munks arv er ikke mindst den vedvarende uro, som kendetegner kristentroen i forhold til samfundet, skriver dagens mediekommentator

I LØRDAGS STOD VI en sluttet skare i vintersolen under Lollands høje himmel.

Vi stod på Kaj Munks vej langt ude på landet, men lige ved det sted i Opager Skov, hvor Kaj Munk tilbragte de fleste af sine barndomsår.

Huset brændte ned for nogle år siden, og nu står der et nyere parcelhus, men der står også en mindesten over digterpræsten. Vi var nemlig samlet for at nedlægge en krans fra de to pastorater, hvor Kaj Munk henholdsvis boede og gik i skole, kirke og missionshus.

Der var også andre mindehøjtideligheder rundt om i landet for at markere 70-året for mordet på Kaj Munk. Mest opmærksomhed fik det i Københavns Domkirke, hvor også Dronningen deltog.

LÆS OGSÅ: Kaj Munk udviklede aldrig et demokratisk sindelag

I lyset af den årsdag og med bopæl i det lollandske Kaj Munk-hjerteland forekom det således passende at lytte til Religionsrapport på P1, netop om Kaj Munk. Først hørte vi skuespilleren Caspar Koch, som har dramatiseret Kaj Munk med patos og indlevelse.

Caspar Koch fortalte om en undersøgelse, der viste, at kun en meget beskeden del af de danske prædikener under Besættelsen tog udgangspunkt i verdenskrigen og fremmedherredømmet. Hvorfor benyttede præsterne ikke i højere grad muligheden for at kaste evangeliets lys over situationen?

Caspar Koch efterlyste også nutidige prædikener, som behandlede Danmarks status som krigsførende nation, som var praktiske og aktuelle i deres tilgang.

Senere hørte vi lektor i teologi Peter Lodberg, der pegede på afgørelsen som en vigtig kategori hos Kaj Munk. Evangeliets kald til afgørelse på tværs af magelighed og bekvemmelighed. Munks arv er ikke mindst den vedvarende uro, som kendetegner kristentroen i forhold til samfundet. Bevidstheden om noget større og mere bydende end samfundets love og gældende konsensus.

En vedvarende uro. Men ak, hvor er det typisk, at teologien er beroligende snarere end foruroligende. Hvor meget politisk teologi er ikke ureflekteret bekræftelse af egne synspunkter og tidens modeluner?

Herrens visdom svigter ej/ derfor mener han som jeg, skriver Piet Hein.

Skal den falske fred forstyrres, så gælder det også den fred, som vi selv har sluttet med verdens magter.

I dag er alle jo rørende enige om, at Kaj Munk fortjener anerkendelse for at tale mod den tyske besættelse, jødeforfølgelserne og andre overgreb. Det giver en dejlig ro at istemme det kor og forarger ikke en mors sjæl.

Men hvad så, når Munk taler om den blødsødne, den inficerede kristendom og siger: Kristendommen har forløftet sig på den opgave at velsigne? Den blødsødne kristendom, som forløfter sig i ren velsignelsesiver. Kender vi ikke et og andet til den?

Som eksempel nævner Munk: Vi præster tager løfte for livstid af mand og kvinde for Herrens alter, men når det passer dem, tager vi løfte af dem igen med hvert sit nye sæt.

Nu gives der bestemt nødvendige skilsmisser, men i et land inficeret med skilsmisser kan ordene nok vække uro. Kristendom med kant er altid relevant.

Jesper Bacher er sognepræst