Få havde nok forestillet sig, at vi skulle komme til at tale så meget om, hvordan kvinder kan gå klædt i for meget tøj.
Man tror det næppe, når man i disse dages nyhedsudsendelser erfarer, at der i Frankrig vedtages love, der forbyder kvinder at gå på stranden iført den såkaldte burkini, hvor personen efter muslimsk forskrift er dækket fra top til tå.
Borgmesteren i Nice ser det som en religiøs provokation og tænker sikkert også på de turister, der gerne skulle lokkes tilbage til promenaden efter terrorangrebet i juli. I Tyskland varsles om forbud mod burkaer, og under den olympiske beachvolley-turnering blev der taget et højest debatskabende billede af to kvinder i kamp ved nettet.
En tysker i sparsom bikini og en egypter i heldragt, og spørgsmålet lød – hvem er mest undertrykt? For den, der har set tv-klip fra weekendens Copenhagen Pride-festival, hvor homoseksuelle traditionen tro har spadseret gennem byen i – for nogens vedkommende – meget lidt tøj, kan spørgsmålet faktisk give en vis mening.
For mens den muslimske kvinde er underlagt kulturelle og religiøse normer, der gør, at hun skal skjule sin krop, er vestlig kultur præget af en primitiv idé om, at det frigjorte menneske demonstrerer sin suverænitet ved at tage så meget tøj af som muligt.
Det er svært at være tilhænger af nogen af delene, ligesom det naturligvis er svært i sidste ende at nægte, at den mest undertrykte må være den, der helt bogstaveligt er tvunget. Det ændrer bare ikke ved, at noget hvert år går galt i mediernes dækning af det Pride-optog, der efterhånden er blevet så populært, at sponsorerne står i kø for at blive en del af tidens pæne selskab.
Således undres man over, at der ikke stilles flere kritiske spørgsmål. Giver det mening at udstille kroppen så demonstrativt? Er det ikke på tide at lægge stilen om i et land, hvor ligestillingen er nået vidt, og vi måske snarere skulle stræbe efter at vurdere hinanden som mennesker slet og ret frem for at være så optaget af køn og seksuel identitet og hysterisk millimeterretfærdig mangfoldighed?
Sådan spørges der sjældent, for i regnbuens skær bliver de fleste journalisters kritiske sans erstattet af simpelt medløb.
På TV 2 forleden mandede en enkelt reporter sig lige nøjagtig op til at spørge, om regnbuefestivalen stadig har berettigelse, hvortil direktøren for det hele svarede, at ja, det har den. Interview slut. Automat-promoveringen af den årlige homo-parade afslører, at der i journalistmiljøet findes hellige køer, man pr. definition ikke piller ved.
Med hensyn til burkaer og den ærbare muslimske badedragt er der i løbet af denne blodige sommer sket et lille opgør med berøringsangsten, men når det handler om vor egen dyrkelse af den blottede krop, falder medierne fortsat på maven i mødet med minoriteternes offerrolle.
Og deraf rigeligt store magt. Det kunne være decideret befriende med mindre optagethed af kroppen i det offentlige rum. Nøgen eller tildækket. I begge tilfælde er demonstrationen trættende.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør