I MORGEN AFTEN vil jeg sørge for at se anden del af den tredelte tv-serie, der på DR 2 sendes under fællestitlen ”Veninder i Putinland – Marie Krarup vs. Anna Libak”. Der er tale om et socialpsykologisk eksperiment, der går ud på at undersøge, hvor langt et venskab kan holde på trods af alvorlig uenighed om helt basale forhold i tilværelsen.
Kan man opretholde en tillidsfuld forbindelse til et menneske, hvis politiske holdning og fundamentale livssyn adskiller sig fra det, man selv finder er ret og rimeligt? Der er tale om to personligheder, som allerede i en længere årrække har markeret sig i den offentlige debat, og som har gennemgået ensartede uddannelser.
Både Marie Krarup og Anna Libak er militært uddannet og fortrolige med russisk sprog og kultur. Men som der meget dramatisk står i foromtalen af serien: ”Konflikten mellem Rusland og Vesten har sprængt det mangeårige venskab mellem politiker Marie Krarup (DF) og journalist Anna Libak i stumper og stykker”. Ikke desto mindre har de to tidligere veninder indvilget i at tage ud på en rejse gennem Putins Rusland. ”Sammen vil de forsøge at forstå russerne og det samfund, de er blevet så uenige om. Spørgsmålet er, om de kan blive veninder igen, eller om Rusland er kommet mellem dem for altid?”.
Når jeg med særlig interesse vil sørge for at se de næste to afsnit, er det, fordi jeg allerede i det første blev noget foruroliget over spørgsmålets generaliserende karakter. Kan man stille sådan et spørgsmål uden at komme nærmere ind på, hvilket Rusland der er på tale? Hvad skal/kan vi forstå ved betegnelsen ”Putins Rusland”? Mon ikke, der er mange, som håber på en mere præcis definition end den, vi blev præsenteret for?
Man skal jo ikke have læst ret meget om Rusland før og nu for at kunne forstå, at russere er lige så forskellige, som amerikanere, europæere, afrikanere, indere og kinesere er det. Selv i det lille Danmark kommer man let galt af sted, hvis man – som Marie Krarup gjorde det under optagelserne af den 10 dage lange venindetur i Rusland – forsøger at tale både postulerende og generaliserende om, hvad det vil sige at være dansk. Som om man kun kan være det, hvis man er kristen. Og som om det i sig selv skulle være noget entydigt!
Jeg har den største respekt for den russisk-ortodokse kirkes overlevelsesevne, modstandskraft og magtfulde betydning for mange patriotiske russeres selvforståelse. Men det må jo ikke forlede til at ignorere, at Rusland også bebos af millionstore befolkningsgrupper, der er helt anderledes religiøst, politisk, ideologisk og/eller ateistisk orienteret.
Hver fjerde russer (27 procent) er ikke kristen. Heraf er 14 millioner muslimer. Hvis ikke de var accepteret som russere, og Putin tog højde for det, så måtte han tankevækkende nok erkende en helt anderledes begrænsning af Rusland end den aktuelle. Så det gør han sikkert ikke.