De står i kø og dukker jævnligt op som tophistorier især i tv: skandalerne om misbrug af børn i familier især i kanterne af Danmark. Hver sag er opkaldt efter den by eller kommune, som den er foregået i, og hver gang er det lige ufatteligt, hvorfor forældre kan finde på at forgribe sig på deres egne børn.
Spørgsmålet bliver i reglen hængende i luften ubesvaret, og det er derfor prisværdigt, når nogen forsøger at trænge om bag overskrifterne. Senest har børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen fortalt sin ubegribelige lidelseshistorie såvel i en storsælgende bog som i en dagsordensættende tv-dokumentar.
LÆS OGSÅ: Hun åbner vores øjne for Underdanmark
Efterfølgende er Zornig Andersen blevet kritiseret for at have for meget fokus på sin egen historie, og i pinsen annoncerede hun sin afgang som børnerådsformand for hundrede procent at kunne arbejde for misbrugte børn.
Ved et tilfældigt sammentræf havde DR 1 anden pinsedags aften programsat Peter Schønau Fogs spillefilm fra 2007 Kunsten at græde i kor. Filmen fortæller historien om en familie, hvor et incestdrama fra at lure under overfladen efterhånden foldes ud i al sin forsagte grusomhed, og hvor alt herefter er dømt til at gå galt.
11-årige Allan er filmens omdrejningspunkt, og han skal ikke blot bære hele sin families uudtalte tragedie på sine små skuldre, men også sikre, at 14-årige Sanne trøster deres far, så han er glad og ikke gør alvor af sine evindelige trusler om selvmord. Og da Sanne en dag nægter, sætter Allan trumf på: Hvis du ikke vil gøre det, så må jeg jo gøre det.
Moderen ved det hele, beder andre om ikke at blande sig og dulmer sig med sovepiller, mens den ene ugerning så at sige begrunder den næste. Alle er taget som gidsler i et spind af fortielser i et sønderjysk udkantsområde, hvor det kun i glimt lykkes omverdenen at trænge ind med tonerne af starthalvfjerdsernes syrerock med Alrune Rod og Janis Joplin.
Og mens dramaet spidser til, lykkes det stilfærdigt og insisterende filmen at vise, hvorfor incest kan få frit spil i en tilsyneladende normal familie. Forklaringen er ikke enkel, men er sammensat af en række af hinanden uafvendelige hændelser, som tilsammen skaber fundamentet for en ubrudt række af ugerninger i generation efter generation.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad stiller vi som samfund op med og mod det tilsyneladende omsiggribende misbrug af børn i det, som undertiden kaldes Udkantsdanmark eller Underdanmark?
Svaret er desværre, at der næppe er meget at stille op, fordi de fleste nødigt vil blande sig men måske især fordi de fleste kendte sager synes at foregå på bekvem afstand af det dominerende Middelklassedanmark, hvor de fleste selvfølgelig væmmes ved tanken om misbrug af børn, men hvor det omvendt er nemmere at satse på, at kommunale embedsmænd og sagsbehandlere får ryddet op det morads af sager, som igen og igen bliver til tophistorier, især i TV- Avisen.
Men hvis vi mener noget med at have et samfund, hvor vi er fælles om de grundlæggende værdier og normer, er der ingen vej uden at om at blande sig, engagere sig og råbe op. Og forsøge at begribe det ufattelige.
Kurt Strand er journalist og forfatter