Prøv avisen
Mediekommentar

Kunstnerens problematiske leg med den store alvor

Hvordan ville den norske terrorist Anders Breivik passe ind i kunstprojektet om martyrium, ondskab og det at være helten i sit eget liv på teatret Sort/Hvid? – Foto: Lise Aserud/Scanpix

På teatret Sort/Hvid kan man snart opleve reproducerede genstande fra blandt andet terrorangrebet i Belgien. Hensigten er at vække tanker angående martyriet, ondskaben og det at være helten i sit eget liv

DER FINDES FORSKELLIGE tegn på, at vi er omgivet af et højt tempo. For eksempel skulle der kun gå cirka fem uger fra dagen, hvor islamistiske terrorister dræbte tilfældige mennesker i Bruxelles, til disse mordere blev genstand for et kunstprojekt i København. På teatret Sort/Hvid kan man snart opleve reproducerede genstande fra blandt andet angrebet i Belgien, og hensigten er at vække tanker angående martyriet, ondskaben og det at være helten i sit eget liv.

I TV 2 Nyhederne søndag aften udtalte kunstneren bag udstillingen, Ida Grarup, at hun vil sætte ondskaben til debat. På spørgsmålet om hvorvidt disse islamister kan ses som helte, lød svaret, at det kan de ikke for os, men det kunne de i deres eget perspektiv.

Lige rent bortset fra at udstillingen byder på en voldsom sammenblanding ved at inddrage både nutidens terrorister og gamle Sokrates – altså alt lige fra brutale voldsmænd til en sofistikeret filosof – må man studse over, hvordan visse kunstnere bruger nutidens tragedier som råstof for egne kreative udfoldelser. Det ligner en usund konsekvens i en hektisk tid, hvor de mest modbydelige handlinger på ingen tid bliver til fælles underholdning og kunstbegivenheder pakket ind i en bred floskel om at ”forstå det uforståelige”.

Man savnede således i TV 2-indslaget nogle seriøst kritiske spørgsmål til Ida Grarup og teaterleder Christian Lollike. Ligesom man sad med en tanke, det kunne være interessant at udforske. Hvordan ville Anders Breivik passe ind i denne udstilling?

Svaret ville sikkert være, at han er udeladt, fordi han ikke er død, men spørgsmålet er samtidig, om der foregår en mere ubevidst skelnen. Ville Ida Grarup med samme frejdighed udtale, at også den norske terrorist, der ligesom islamisterne fra Bruxelles og Paris var villig til at gå i døden for sin sag, kan ses som en helt i sit eget perspektiv?

Mange spørgsmål melder sig, når man træder ind på scenen med så svære anliggender som disse, og kunstneren kommer hurtigt til at optræde som én, der på næsten sorgløs vis leger med de store begreber, som var de ikke virkelige, men blot del af den endeløse og til tider abstrakte strøm af informationer. Naturligvis har de lov til det, som ekspert i ytringsfrihed Jacob Mchangama understregede på TV 2.

Men det er i høj grad journalisters opgave at gå kritisk til sagen og for eksempel i dette tilfælde undersøge, om Ida Grarup for alvor har gjort sig tanker om den problematiske sammenblanding af ondskab og martyrium, som hun nu fører sig frem med.

Problemet er, at kunstnere ofte i medierne behandles som små børn, der får lov til på deres egne lidt enfoldige præmisser at optræde med det, der nu lige falder dem ind.

Men den går ikke. Kunstnere er voksne mennesker, der skal udfordres meget mere, for de leger med noget af det allermest alvorlige, der findes. Og de gør det i en tid, hvor begivenhederne er så voldsomme, og hvor tempoet er så højt, at tankerne ganske enkelt har svært ved at følge med.

Sørine Gotfredsen er sognepræst