Kurt Strand: Mediernes dækning af genåbning er ulideligt forudsigelig

”Det er jo en helt fantastisk nyhed,” lød det fra en skoleleder i Næstved. En fitnesscenter-ejer supplerede med: ”Jamen, jeg kan ikke få armene ned.” Og en koncertarrangør føjede til, at ”vi glæder os helt vildt”. Citaterne er hentet fra tirsdag morgens nyhedsudsendelser i radioen, og de er – når disse linjer læses – med forudsigelig sikkerhed gentaget i variationer over samme tema også i tv, på nettet og i de trykte aviser, som med knap et døgns forsinkelse kan berette om den seneste genåbningsaftale.

Men dermed er det ikke slut – i dag vil der blive dækket op med forventninger til endnu en stor genåbningsdag, og i morgen – når det er ganske vist – vil der blive stillet om til skoler, fitnesscentre og koncertsteder. Udsendte reportere vil af nysgerrige studieværter blive bedt om at beskrive stemningen og i interview på samlebånd vil der sandsynligvis være mulighed for at møde skoleelever, motionister og musikere. Hvis ikke dem, så nogle andre, der kan fortælle, hvor glade de er for nu at være i gang igen, hvor meget de har savnet det, og hvad de glæder sig mest til.

Recepten for dækning af corona-nyheder er efterhånden godt indarbejdet på især radio og tv’s nyhedsredaktioner. Den er enkel, relativt billig og kræver ikke meget mere research end lidt søgning efter nogen, der vil sige noget. Og skulle der i en af de store nyhedsmaskiner være en enkelt eller to, som har glemt, hvordan en genåbningshistorie skal skæres, er der inspiration at hente i et indslag i TV Avisen midt i april: En reporter er med udstyr til direkte indslag sendt afsted til den genåbnede Negle Biksen i Brøndbyøster vest for København. Først bliver han bedt om at beskrive, om der er kunder? Svaret er, at ”det er der”, og ”der er booket de næste 14 dage”. Dernæst skal neglebiksindehaveren svare på, hvordan det er at komme i gang igen. Og det er, lidet overraskende, ”virkelig dejligt”. Til sidst er det en kundes tur til at blive mødt med spørgsmålet ”hvordan er det at være tilbage?”, hvilket viser sig at være ”så fantastisk”.

Trods disse indvendinger mod den ulidelige forudsigelighed, som præger megen coronadækning, skal nyhedsmedierne selvfølgelig fortælle om genåbningsglæde. Det behøver bare ikke ske i form af en væg til væg-dækning, hvor gentagelser står i kø, og hvor der reelt ikke er meget at berette om.

I nyhedsudsendelser med maksimalt 20-25 minutter til rådighed går der endda dyrebar sendetid fra noget andet og ikke bare muligvis, men sandsynligvis, vigtigere. Men den slags argumenter tæller ikke, og nyhedschefer vil i samlet flok bedyre vigtigheden af at lave journalistik om det, ”der optager danskerne lige nu”.

Heldigvis er der jo den mulighed, at jeg tager fuldstændig fejl. At forudsige genåbningsdækningen i morgen er en risikabel affære, og det vil faktisk være kærkomment, hvis mine forudsigelser er forkerte. Men – desværre – vil de nok være noget nær rigtige.

<em>Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.</em>