Prøv avisen
Mediekommentar

Gift ved første blik: Kvindekampen fører også til ensomhed

Maja efterlyser selvstændighed hos sin nye ægtemand Frederik (billedet), for hun er rådvild i hans selskab, og vi lærer med dette frygtelige DR-produkt, at vor tids kamp mellem kønnene ikke kun fører til mere ligestilling, skriver Sørine Gotfredsen.

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Mændene generelt lader sig køre over af kvinderne i DR-serien "Gift ved første blik", skriver Sørine Gotfredsen

I DR HAR MAN en vis evne til at producere tv-programmer, som det er svært at sige ret meget pænt om, men som alligevel kan skabe en vis indsigt. Ofte har det at gøre med at vise mennesker frem i højspændte situationer, som sangkonkurrencen ”X Factor” er et godt eksempel på, og for tiden er det ”Gift ved første blik”, der dominerer.

Dette fænomen, der nu er i gang med endnu en højprofileret sæson, og som med markante seertal fortsætter i morgen aften, har fra begyndelsen skabt debat. Det skyldes det lidt oprørerende ved, at nogle par sættes sammen som hanner og hunner i et dyrehold, bliver gift uden nogensinde før at have set hinanden, hvorefter de skal prøve at leve sammen, mens tv-seerne kigger med.

Det er og bliver en usmagelig udstilling af ofte lidt vemodige og forvirrede mennesker, der længes efter kærlighed, men ”Gift ved første blik” afslører som sagt samtidig noget interessant. Nemlig, at mændene generelt lader sig køre over af kvinderne.

I både sidste og i denne sæson har det været kendetegnende, at manden følger passivt med, mens kvinden i store træk bestemmer, hvordan hjemmet skal se ud, hvorhen man skal gå, og hvad der skal tales om.

”Gift ved første blik” bekræfter med andre ord, at manden i vores kultur er i færd med at blive skubbet ind i en noget ydmyget identitet, og tanken forstærkes, når man læser indlæg fra selvbevidste kvinder – senest var det en litteraturanmelder i Berlingske ved navn Katherine Diez – der meddeler, at de ikke gider have noget at gøre med mænd, der ikke har læst lige så mange bøger som dem selv. Og ikke kan føre samtaler på et tilstrækkeligt højt niveau.

Man fornemmer en højest ubehagelig hævngerrighed blandt visse kvinder, der elsker at demonstrere, hvordan rollerne er blevet forandret, og det er åbenbart ikke alle, der kan magte at læse bøger uden at opbygge et dumt og nedladende syn på medmennesket. Skønt hensigten med at læse bøger vel egentlig var den modsatte.

At blive klogere, mener jeg. Men der findes meget usympatiske træk ved vor tids feminine selvhævdelse, det intellektuelle snobberi er ét af dem, og jo lavere man synker i kampen ved at hylde sin egen intelligens og udråbe mændene til at være en del dummere, desto mere vil luften mellem os blive forpestet.

På sin egen tavse vis udfoldes den akavede tilstand mellem kønnene i ”Gift ved første blik”, hvor mændene i store træk fremstår som kastrerede hundehvalpe, mens vi indser, at det på ingen måde gør kvinden mere lykkelig.

Tværtimod. For eksempel er der åbenlys tristhed på spil, når Maja og Frederik på bryllupsrejsen i Bologna sidder tavse over for hinanden og kun konverserer, når hun siger noget, og kun kommer rundt i byen, når hun fører an.

Det er da også næsten med sorg i stemmen, at Maja efterlyser selvstændighed hos sin nye ægtemand, for hun er rådvild i hans selskab, og vi lærer med dette frygtelige DR-produkt, at vor tids kamp mellem kønnene ikke kun fører til mere ligestilling.

Den fører også til mere ensomhed.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.