I den konstante diskussion om sammenhængskraften i riget kan man anskue tingene meget konkret. For eksempel ved at brokke sig over, at DSB ikke fungerer bedre, men også ved at hylde de mennesker, der med eller uden tog til tiden bliver ved med at rejse rundt og samle mennesker.
Tanken slog mig mandag aften, da jeg besluttede mig for at se, hvad Michael Meyerheim egentlig laver her på sine mere modne dage. Han var jo charmetrolden, der med fødslen af TV 2 bragte bogstavquizzen ”Lykkehjulet” ind i vore stuer, og nu sidder han på TV 2 Charlie og laver interviews i programmet ”Meyerheim og stjernerne”. Denne gang fik skuespiller Bodil Jørgensen besøg på sit
hotel i Viborg, hvor hun skulle optræde samme aften. Meyerheim fører kultiverede og nærværende samtaler uden for mange floskler, og Bodil Jørgensen er en forunderlig 57-årig kvinde formet af både mildhed og skarp sarkasme.
Hun tog sin gæst med i Viborg Domkirke og fortalte om, hvordan hun efter en alvorlig ulykke for tre år siden blandt andet kom gennem trængslerne i kraft af troen på Gud. ”Gud er dér, hvor der er ingenting,” sagde hun, og den slags hører man ikke hver dag i dansk fjernsyn. Tilmed er Bodil Jørgensen én af dem, der jævnligt siger farvel til familien og drager ud i landet for at give folk en glad og meningsfuld aften.
Det er beundringsværdigt, for det er et hårdt arbejde, og det ville være let for en kvinde som Bodil Jørgensen, der sikkert som skuespiller kan brødføde sig uden at fare så meget omkring, at vælge landevejen fra. Samme tanke slog mig, da TV 2 Nyhederne forleden bragte et indslag med den 70-årige Birthe Kjær, der nu i hele 50 år har sunget for danskerne i selv den mindste flække.
Danskpop-kongen Johnny Reimar udtalte i indslaget, at Birthe Kjær altid kan vende en dag til noget positivt, og eftersom mange virkelig er sådan indrettet, at deres sind kan vendes 180 grader ved hjælp af en glad sang om en knaldrød gummibåd, må man sande, at der er tale om en smuk mission.
For nogle begynder nedtællingen i retning af evigt sommerhus og efterløn allerede midt i livet. For andre kommer det nærmest aldrig på tale, fordi de ønsker at blive ved med at give.
Og måske også fordi de nødigt vil undvære dét, de selv modtager. Netop dét spørgsmål savnede jeg i den gode samtale mellem Michael Meyerheim og Bodil Jørgensen. Hvor meget er pligt, og hvor meget er lyst, når hun igen pakker tasken med sin mors tryghedsskabende hovedpudebetræk og drager af sted vel vidende, at en del af tilstedeværelsen på et hotelværelse er beslægtet med ensomhed?
I Bodil Jørgensens tilfælde anede man, at begge dele er på færde, både lyst og pligt, og under alle omstændigheder synes det, som om kvinder som hende og Birthe Kjær rummer en særlig gnist, der afslører, at de også er drevet af basal taknemmelighed over at være til stede. De bør også mødes med den. Taknemmeligheden. For deres mission rundt i landet er med til at styrke bevidstheden om, at vi stadig hører sammen.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.