Prøv avisen
Mediekommentar

Teologiske forskelle i folkekirken skal ikke behandles som en sygdom, der skal fjernes

Mon ikke de præster, som angiveligt nægter kvindelige præster et håndtryk, er en minoritet i minoriteten, spørger sognepræst Jesper Bacher. Foto: Paw Gissel

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Personligt vil jeg mene, at Ordet må have primat over kønnet, og jeg vil hellere høre evangeliet forkyndt rent og purt af en kvinde end mudret og vrangt af en mand, skriver sognepræst Jesper Bacher

GAMLE NYHEDER kan godt skabe overskrifter. Således giver modstanden mod kvinders adgang til præsteembedet endnu en gang genlyd i medierne og blandt markeringsivrige politikere. I den forbindelse har 631 kvindelige præster deltaget i Morgenavisen Jyllands-Postens rundspørge om, hvorvidt de har følt sig diskrimineret på grund af deres køn. Og det fremgår af rundspørgen, at det er tilfældet for hver fjerde kvindelige præst.

Det kan umiddelbart undre. Man skulle ellers tro, at modstandere af kvinders adgang til præsteembedet ville lægge særlig vægt på taktfuld og høvisk optræden over for kvindelige præster netop for at markere, at deres modstand er teologisk og ikke misogyn. Hvis kvinderne må leve med modstanden, må modstandere også leve med kvinderne.

Mon ikke de præster, som angiveligt nægter kvindelige præster et håndtryk, er en minoritet i minoriteten? Det forekommer slet og ret uhøfligt. Et håndtryk signalerer jo ikke teologisk enighed, men medmenneskelig agtelse. Skulle et håndtryk betyde enighed og tilslutning, er vi mange, som gennem tiden har været alt for rundhåndede med vores håndtryk.

Den folkekirkelige rummelighed må imidlertid ikke indsnævres til et ekkorum, hvor man kun hører teologiske partifæller. Sande frihedsvenner må også være for retten til være imod.

Diskrimination er usaglig forskelsbehandling, for der findes jo ikke mennesker og institutioner, som slet ikke forskelsbehandler. Sagligheden i kirkelig sammenhæng bør naturligvis hvile på en teologisk argumentation, og selvom man kan have gode grunde til at være for kvindelige præster, kan man dårligt sige, at modstanden undsiger folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Var det tilfældet, stillede sagen sig anderledes, men jeg har endnu til gode at høre nogen påstå, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark havde et kættersk embedssyn, før de første kvindelige præster blev ordineret i 1948.

Personligt vil jeg mene, at Ordet må have primat over kønnet, og jeg vil hellere høre evangeliet forkyndt rent og purt af en kvinde end mudret og vrangt af en mand.

Ifølge ligebehandlingsloven er det forbudt at diskriminere på grundlag af køn, og det giver god samfundsmæssig mening, men giver det god mening, at kirkens embedsteologi skal afgøres politisk? Det bliver i hvert fald religionsfrihedens død, hvis man bare kræver den herskende ideologi omsat til folkekirkelig kirkelære.

”Du må ikke have andre guder,” lyder det første bud, og det er selvklart diskriminerende i forhold til andre guder. Også samfundet som Gud.

Heldigvis er der stadig politikere med sans for folkekirkens frihed. De teologiske forskelle inden for folkekirken skal ikke behandles som en sygdom, der skal fjernes med ensretning, men som en kastet handske, der skal samles op med ridderlighed, hvilket ikke udelukker skarphed. Som det engang er blevet sagt om en kirke med mange meninger:

”I det nødvendige enhed, i det ikke-nødvendige frihed, i alt kærlighed.”

Jesper Bacher er sognepræst.