Lad dog Radio24syv blive i København

Det er virkelig sørgeligt, hvis Radio24syv, der i sin korte levetid har forsynet mediestrømmen med masser af originalitet, skal gå til grunde på grund af en ideologisk manifestation på Christiansborg, skriver Sørine Gotfredsen

Lad dog Radio24syv blive i København
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Det er en trist kamp, der foregår om Radio24syv. Kanalen blev i 2010 etableret med initiativ fra Per Stig Møller (K) som et alternativ til især DR’s P1, og som det seneste er der opstået et politisk ønske om at flytte 70 procent af redaktionen mindst 110 kilometer væk fra hovedstaden.

Det ligner en provokerende krigserklæring til den københavnske medieklasse, og i går blev det meddelt, at hvis intentionen fastholdes efter næste folketingsvalg, ønsker Radio24syv ikke at fortsætte. Dagen forinden blev sagen behandlet i ”P1 Debat”, hvor man diskuterede, om en radiokanal som Radio24syv overhovedet kan bevare sin eksperimenterende og satiriske tone med det meste af redaktionen placeret uden for hovedstaden. Svaret giver i hovedtræk sig selv, for nej, det kan den ikke. Den pionérånd, der præger Radio24syv, er også knyttet til de omgivelser, hvori det hele begyndte, og selve tanken om at ville rive en kreativ kultur op ved rode og tvangsflytte den til et andet sted er meget lidt begavet. Det er goldt skrivebordsarbejde af værste skuffe, og kampen om Radio24syv kan bidrage til unødig negativitet i forholdet mellem København og resten af landet.

Det sker relativt sjældent, at jeg er enig med forfatter Knud Romer, der er en af værterne på Radio24syv, og som desuden deltog i P1-debatten i onsdags, men her havde han en pointe. Han anklagede magthaverne for at bringe Danmark i splid med sig selv ved at dyrke et modsætningsforhold mellem landsdelene, og det er sandt, at diskussionen om Radio24syv synes skræddersyet til at nære konflikt. Det er også rigtigt, at Dansk Folkeparti af og til spiller op til nogle danskeres hovedstadsskepsis, men samtidig har dette parti bragt tiltrængt stemme og værdighed til en del mennesker rundt omkring, hvilket Knud Romer næppe er til sinds at anerkende.

Angående tvangsflytningen af Radio24syv er det imidlertid værd at notere sig den romerske pointe, for der er noget sært destruktivt over det, og spørgsmålet er jo ikke, om man kan lave begavet taleradio i provinsen. Naturligvis kan man det. Det vil bare blive noget andet.

Der findes ikke den samme mentalitet i Vejle som i København, for de konkrete omgivelser betyder noget for måden, hvorpå vi tænker og taler, og det er virkelig sørgeligt, hvis Radio24syv, der i sin korte levetid har forsynet mediestrømmen med masser af originalitet, skal gå til grunde på grund af en ideologisk manifestation på Christiansborg.

Der er ikke som hovedregel noget galt ved at ville flytte rundt på institutioner og arbejdspladser for at skabe større balance i kongeriget, men det skal gøres med den største finfølelse. Hvad Radio24syv angår synes denne skæbnesvangert fraværende, og ingen vil blive gladere af, at denne radiokanal dør.

Tværtimod vil en del spørge sig selv, hvad i himlens navn det skulle gøre godt for. Også ude i provinsen, hvor man jo ikke bliver lykkeligere af, at livet gøres surt for folk i København. Vi lever trods alt alle i det samme land.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.