Der er langt til stuerenhed i Sverige

Sverigedemokraterne lader sig ikke uden videre placere på en letfattelig, traditionel højre-venstreskala. Tilmed bidrager de selv meget lidt for at gøre sig attraktive som støtte for en blå eller en rød regering, skriver journalist Kurt Strand

Udtalelser fra Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterne har bidraget til opfattelsen af en mand og et parti, som dybest set er antidemokrater, skriver Kurt Strand. –
Udtalelser fra Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterne har bidraget til opfattelsen af en mand og et parti, som dybest set er antidemokrater, skriver Kurt Strand. – Foto: Ritzau Scanpix

TRE UGERS FORSØG på at danne ny regering i Sverige er indtil videre endt med... ingenting. Ulysten til at basere sig på Sverigedemokraternes 62 mandater er – trods de seneste dages sprækker mellem de fire partier i den borgerlige Alliancen – stort set lige så stor som i månederne op til rigsdagsvalget den 9. september. Og efter at Moderaternes Ulf Kristersson har givet op, er det nu den fungerende socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, som forsøger at få et indtil videre ikke-eksisterende flertal til at bakke ham op.

”Det bliver,” som ”, som Kristeligt Dagblads og ”Orientering”s Ulrik Strøier Kappel udtrykte det på P1 tirsdag eftermiddag, ”særdeles svært. For han skal få lokket nogle af de små borgerlige partier til at støtte sig – og det bliver meget vanskeligt”.

Forsøgene på at danne en ny regering følges naturligvis tæt af toneangivende svenske medier, som har et mildt sagt anstrengt forhold til Jimmie Åkessons Sverigesdemokraterne.

Endda med så meget eftertryk, at Dagens Nyheters lederskribent Gunnar Jonsson tirsdag konstaterede, at ”det er ønsketænkning, at der skulle findes et højreflertal i Rigsdagen”. Og videre: ”Hvis det havde været tilfældet, skulle det være såre enkelt at danne en regering.”

POINTEN ER, at Sverigedemokraterne ikke uden videre lader sig placere på en letfattelig, traditionel højre-venstreskala. Tilmed bidrager de selv meget lidt for at gøre sig attraktive som støtte for en blå eller en rød regering. Endda tværtimod, da partileder Åkesson for nylig blev spurgt i svensk P1, om han ville foretrække Tysklands Angela Merkel eller Ungarns Victor Orbán. Svaret var, desværre ikke overraskende, sidstnævnte. Og med jævnlig gentagelse i svenske medier har det bidraget til opfattelsen af en mand og et parti, som dybest set er antidemokrater med et anstrengt forhold til fundamentale rettigheder.

I SIDSTE ENDE KAN DET VISE SIG at være skidt for Sverigedemokraterne, at de fleste svenske medier både før og efter valget har givet partiet mindst lige så meget taletid og spalteplads som til de øvrige partier. Som da Smålandsposten i Växjö bad en af de lokale kandidater forklare nogle stærkt racistiske udtalelser: ”Vi må udrense, spærre dem inde og sende dem hjem – disse giftslanger, som forgifter vores land.” Kandidaten blev bedt om at uddybe, klarede sig temmelig skidt og endte med at blive ekskluderet af partiledelsen.

Smålandsposten blev efterfølgende kritiseret for at stille skrappere spørgsmål til Sverigedemokraternes end til de andre partiers kandidater.

Avisens chefredaktør, Magnus Karlsson, afviste kritikken: ”Vi stiller skrappe spørgsmål til alle kandidater; det er derfor, vi er her,” sagde han i et interview, som jeg lavede med ham lige før valget.

Med masser af lignende eksempler i skufferne er Sverigedemokraternes aktuelle mediestrategi – lav flyvehøjde under den offentlige radar – derfor såre logisk. For der er langt til stuerenhed.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.