”LEDIGGANG ER RODEN til alt ondt,” lyder et latinsk ordsprog i sin danske version. Mere direkte oversat lyder det: ”Lediggang er Djævelens sovepude”.
Som alle ordsprog har det sine begrænsninger, og arbejdet kan såmænd også være roden til meget ondt. Det Nye Testamente kalder penge for roden til alt ondt, og det er jo ellers dem, man også går på arbejde for at tjene.
Men det kan dårligt nægtes, at lediggang kan være roden til mange onder. Det er ikke rart at stå ledig på torvet og føle, at man ikke er en arbejdsløn værd. Det koster i selvværd, og det koster i skattekroner.
Det er menneskeligt dyrt, og det er økonomisk dyrt.
”Du kan så at sige ikke synke dybere hverken menneskeligt, socialt eller økonomisk,” lød det fra den langtidsledige jurist Jesper i DR-programmet ”Fri os fra kontanthjælp”. (Man bemærker titlen, som ligger op ad Fadervors ”fri os fra det onde”). Det lød drastisk, og man kan da synke meget dybere menneskeligt end at være langtidsledig, men sådan faldt ordene altså.
JESPER VAR DEL AF ET EKSPERIMENT, hvor fire langtidsledige i Aarhus fik tilknyttet en jobkonsulent, der et helt år kun skulle koncentrere sig om at få netop dem i beskæftigelse. En koncentreret og målrettet indsats, som, hvis den lykkedes, kunne tjene sig ind på ganske kort tid. ”Lediggang er roden til alt ondt”, og nu ville man altså tage fat om ondets rod ved at gøre disse mennesker til mere end numre i arbejdsløshedskøen.
Således kan DR’s forpligtelse til at yde public service også udmønte sig i tjeneste for den enkelte og samfundsøkonomien. Som udgangspunkt var eksperimentet i ”Fri os fra kontanthjælp” al ære værd.
MEN LANGTIDSLEDIGHED er også noget, som sætter sig på sjælen. Gåpåmodet tager skade, og den dynamiske jobkonsulent Anne-Mette Hjortshøj prøvede at indgyde nyt mod og energi i de fire. Den arbejdsløse kontorassistent Diana spurgte sig selv, om hun havde værdi for nogen som helst. Det lød også drastisk. Menneskeværd er aldrig lig med arbejdsmarkedsværdi, men sådan kunne hun altså føle det.
Det er imidlertid også vigtigt, at de langtidsledige ikke behandles som forkomne stakler, men som myndige og ansvarlige borgere, man med rette kan forvente noget af. Den tilgang var også Anne-Mette Hjortshøjs. Hun gav en hånd, men krævede samtidig af de ledige, at de selv tog fat.
Da den 52-årige pædagog Trine fortalte, at hun ikke havde fået opdateret sit cv, fordi hun havde haft travlt med at perle, erklærede Anne-Mette Hjortshøj, at jobsøgningen selvfølgelig skulle have førsteprioritet.
Trine var på mange måder en sympatisk kvinde, som havde ofret meget for sine diabetessyge børn, men der blev man altså noget harm på skatteborgernes vegne.
Hvordan kan man prioritere perler frem for indsatsen for at blive selvforsørgende? Trine vedgik da også, at hun havde ”en udfordring” på det punkt. Nogle af os ville kalde det en borgerpligt. Lediggangens onde skal bekæmpes på flere fronter.
Jesper Bacher er sognepræst.