DET ER SET FØR, at virkeligheden overhaler fjernsynet. Det skete også i søndags, hvor man på DK 4 kunne se et interview med Klaus Riskær Pedersen i DK4-programmet ”Qvortrups valg”, hvor den kendte finansjonglør blev interviewet som medlem af Alter-nativet. Som bekendt det nyeste parti blandt de opstillingsberettigede partier med den tidligere kulturminister Uffe Elbæk som frontfigur og for tiden henholdsvis lidt under og lidt over spærregrænsen. Siden interviewet er Klaus Riskjær imidlertid blevet ekskluderet af partiet, men uagtet det forhold, så viste ”Qvortrups valg” i sandhed en alternativ stemme i den offentlige debat, som umiddelbart synes passende for et parti, der slår sig op som alternativt. Det er pudsigt, som Klaus Riskær Pedersen forekommer sig selv lig, og man tager sig i at tænke, om årene overhovedet har lært ham noget? Han har den samme drengede, lidt nonchalante og bedrevidende facon. Som verdens-og pengemanden, der nok ved, hvordan verden hænger sammen og ikke er bange for at vise andre det. Ak ja, med lagret ærgrelse tænker nærværende kommentar tilbage på, hvorledes den cocktail ved europaparlamentsvalget i 1989 fik lokket stemmen fra en ung førstegangsvælger. Nuvel, det er ikke alle illusioner, man får lov at beholde, og Klaus Riskær Pedersen tabte hurtigt glansen, og siden har han som bekendt modtaget flere domme for økonomisk bedrageri. Ulovligheder som han i ”Qvortrups valg” omtalte som ”fejl”. Det lød nærmest, som han havde glemt at sætte p-skiven.
NEJ, HVERKEN YDMYGHED eller dybere selvransagelse synes at tynge Klaus Riskær Pedersen, som dog havde lært et og andet om liberalismens bagside uden at miste blikket for finansernes betydning. Det blik tiltror man gerne Klaus Riskær Pedersen, ikke mindst for egne finanser, men nu mente han at kunne tilføje Alternativet noget økonomisk realitetssans. Han havde engang selv været på venstrefløjen, og det gik jo ikke, hvis der var, hvad han kaldte et ”disconnect” med virkeligheden. Det er vist det, man på jævnt dansk kalder manglende jordforbindelse,
Henrik Qvortrup, som ikke just fattes journalistisk kynisme, spurgte, om Alternativet ikke var noget flippet og 70'er-floskuløst, og det måtte Klaus Riskær Pedersens til dels medgive, men det var han jo netop mand for at råde bod på. Alternativet kunne drage fordel af hans indsigt, og det ville være godt for tilslutningen, når folk så ”at sådan en som Klaus, synes, det er en fed struktur”, som det hed fra den gamle gulddreng. Qvortrup tillod sig dog at anføre, at det også kunne havde den modsatte effekt “
Under alle omstændigheder blev Klaus Riskær Pedersen altså for alternativ til Alternativet, og det vil han nok være for de fleste partier. Alternativet er nu vitterligt alternativt, således kan man læse i partiets Manifest, at Alternativet er: ”Et håb. En drøm. En længsel efter mening, betydning og medmenneskelige relationer”. Ja, det er ikke sådan at adskille religion og politik.
Jesper Bacher er sognepræst