DER ER ANDRE litteraturprogrammer på DR end det udskældte ”Øgendahl og de store forfattere”, hvor værten ”udmærker” sig ved sin manglende belæsthed. Der er jo ikke at forglemme ”Skønlitteratur på P1”, hvor værtsparret Nanna Mogensen og Klaus Rothstein fremstår som veritable læseheste og erfarne nydere af den litterære kunst.
Nogle vil måske sige, at DR har såvel et folkeligt som et elitært litteraturprogram, men den modstilling er alligevel for søgt. Det folkelige er ikke lig med det letbenede, og det elitære er ikke lig med det højpandede. Nej, al god formidling, selvom niveauet selvfølgelig varierer, er dyb i tanken, klar i mælet og smittende i sin begejstring.
Det er ikke helt let, men ”Skønlitteratur på P1” er absolut ikke ueffen. Man må imidlertid sige, at denne uges udgave udartede sig til en gang politisk eftersnak, da emnet var Salman Rushdies bog ”Det gyldne hus”. Nanna Mogensen havde fået mulighed for at interviewe Salman Rushdie på Heartland Festival på Fyn, og det var, forstod man, en stor ting. Der var jo også tale om en litterær verdensberømthed. Måske er det også sådan, at når man har nået Salman Rushdies niveau, så giver man allernådigst interviews, men modtager ikke kritiske spørgsmål. Dem var der i hvert fald ingen af fra Nanna Mogensen.
INTERVIEWETS ANLEDNING var Salman Rushdies nye bog ”Det gyldne hus”. En bog om en mystisk indisk familie, som flytter til New York for at begynde på en frisk, men som langsomt indhentes af fortiden. Ligesom i de græske tragedier, hvor ingen kan flygte fra sin skæbne. Den familiære tragedie foregår imidlertid inden for en større politisk tragedie, hvor en bevisligt splitterravende sindssyg mandsperson er blevet valgt som amerikansk præsident. Han kaldes Jokeren i romanen, og det krævede hverken en kandidatgrad i litteraturvidenskab eller samfundsfag at se Donald Trump i den groteske karakter.
Salman Rushdie var da også helt eksplicit i sin kritik af Trump og alt hans uvæsen, som måtte forfærde alle med det, han kaldte ”et liberalt progressiv sindelag”.
Salman Rushdie pegede blandt andet på, at engang var der groft sagt to intellektuelle idéer, som stod over for hinanden i form af kapitalisme og socialisme. Det er imidlertid blevet afløst af identitetspolitik, hvor det er blodet og stammen, som tæller.
Den analyse var vist som talt ud af Klaus Rothsteins hjerte, der pegede på nationalisme og religiøs fanatisme som tidens store svøber. Der syntes at være ideel enighed hos Rushdie og litteraturværterne; Trump var en idiot, identitetspolitik for dumt, og det nationale noget bigotteri. Rushdie var naturligvis også imod Brexit.
DET ER HØRT FØR, men derfor behøver man ikke bare at gentage det. Salman Rushdie, som fik en fatwa over sit hoved på grund af ”De sataniske vers”, er vel også mere sikker i USA, fordi islam fylder mindre, end den gør i Storbritannien. Den store indvandring og den hellige grænseløshed har ikke ligefrem gavnet det frie ord. Salman Rushdie er en stor forfatter, Donald Trump er unægtelig en broget skikkelse, men det liberale, progressive sindelag har også sine blinde vinkler.
Jesper Bacher er sognepræst.