Så vidt muligt sørger jeg altid for at lytte til den indledende præsentation af P1-transmissionen af søndagens højmesse. Det er vor tids privilegium, at vi som radiolyttere via nettet i årets løb kan komme hele landet rundt. Sammenlagt kan vi på den måde danne os et pålideligt billede af vores folkekirkes trivsel.
”At komme hele vejen rundt” var i går i særlig grad emnet for radioens højmesse. Det fik vi mange gode ord på vejen om af Malene Fenger-Grøndahls indledende samtale med pilgrimspræst Elisabeth Lidell inden transmissionen af en pilgrimsgudstjeneste fra Mols Bjerge. Her blev det specielt understreget, at livet er i en evig diskutabel bevægelse. En proces, som vi skal tage, som den forløber, når vi deltager i nadveren under mottoet ”Jesus er vejen, sandheden og livet”.
Efter den radiofoniske nadver kunne man lytte til salmebogens sjældent anvendte nummer 613: ”Herre, du vandrer forsoningens vej”. At følge den vej tør man sige er påkrævet i en splidagtig krisetid som vores, hvor uforsonlighed præger eksistensen både i den intimt lokale, den storpolitisk globale og den altomfattende historiske sammenhæng.
I et tilbageskuende blik på tv-programmerne i en hedebølgepræget uge kunne jeg ønske mig lignende indledende og afsluttende diskussioner og analyser af det sendte.
Jeg tænker her på den italiensk-alge-riske film ”Slaget om Algier”, der blev sendt natten til torsdag, den svenske film ”Jægerne”, der kunne ses natten til lørdag og den fransk-amerikanske film ”Kærlighedens historie”, som blev sendt natten til søndag.
Alle tre film kunne have haft godt af vejledende ord. Det var beretninger, som det var svært at falde i søvn med ufordøjet. Den svenske thriller ”Jægerne” (1996) instrueret af Kjell Sundvall med Rolf Lassgård og Lennart Jähkel i hovedrollerne har været sendt flere gange i tv. Filmen er et grumt og eminent velspillet portræt af en mandeverden, som man kun kan ønske sig manet i jorden.
Hvad kan mennesker dog ikke finde på i griskhedens, våbenfascinationens og alkoholismens navne? ”Jægerne” udstiller et helt katalog over åbenbart uudryddelige civilisatoriske dårligdomme. Publikum får ubarmhjertigt bagsiden af historien om en udgave af svensk provinsialisme, når den er værst, og kan derfor noget uforsonligt bekræfte os i vore fordomme.
Og så var der ”Kærlighedens historie”, som Leo Gursky skrev i sin grønne ungdom til sin elskede. Deres veje skiltes på grund af Anden Verdenskrig, og da Leo efter krigen kommer til USA, er hun uden for rækkevidde. Han opdager dog, at deres kærlighed har båret frugt. Manuskriptet til bogen overdrog Leo før krigen til en ven, og han har altid troet, det var gået tabt – men en dag dukkede det op igen.
Her burde tv have orienteret om, at filmen bygger på en 260 sider lang roman af den amerikanske forfatter Nicole Krauss (født 1974). Den er forlængst udgivet på dansk i oversættelse af Claus Bech (Gyldendal, 2006).
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.