”Søren Ryge næsten direkte” blev beskedent foromtalt med disse ord: Det er mørkt i haven om aftenen den 22. oktober. Men så laver man bare en ”næsten direkte” om eftermiddagen. Søren Ryge og fotografen Egon går tur i haven i en halv time og fortæller seerne, hvad der sker af stort og småt netop nu.
Og det gjorde de så ”i ét hug og uden klip”, som Søren Ryge selv karakteriserede det vedføjet en bemærkning om, at han trods DR’s nylige massefyringer ”er her endnu”. Det ville da også være en urimelig disposition, om DR slettede dette populære og formodentlig billigst producerede tv-program.
Midt i tidens helt groteske ressourcefråseri, svindel med ufatteligt store milliardbeløb og tilsvarende demoraliserende opvisning af, hvordan et lige så ufatteligt lille antal banditter i habitter ved at udnytte de såkaldt frie markedskræfter kan skalte og valte med samfundsskabte værdier, så er det velgørende at blive præsenteret for et fuldstændig modsat livssyn.
HELT MODSAT det pengebrusebad, som jeg ellers naivt troede alene var forbeholdt tegneseriehæftets Joakim von And, var det livsbekræftende at se Søren Ryge kaste om sig med gyldent efterårsløv og ikke med sedler og guldmønter. ”Noget af det smukkeste, som findes.” De visne blade lagde sig som det flotteste tæppe, som han ikke kunne drømme om at fjerne.
Søren Ryge besværede sig lidt for hastigt over, at der ikke findes nogen passende efterårssang ud over Grundtvigs ”Nu falmer skoven trindt om land” (1844). Nåh, prøv lige at se 18. udgave af Højskolesangbogens nr. 343, Ole Hyltofts digt ”Efterårsblæst” (1984) og 344, Martin Jensens vindertekst fra Åbent Landbrug Fyns høstvisekonkurrence i 2004 ”Nu hælder året mod sit fald”.
DE TO SIDSTE VERS kunne illustrere udsendelsens demonstration af efterårshavens stemninger:
”En lugt af råd er præget i/ al høstnaturens stilhed;/ mit sind bliver vederkvæget i/ forfaldets muldne mildhed.// Forfald er blot fornyet liv,/ og jorden er en stjerne./ Og det er livets perspektiv,/ at muld gi’r korn og kerne.”
Selvom der ikke lige var stilhed forbundet med Søren Ryges motoriserede ”bioklip” af det mangefarvede løv fra paradisæble- og blommetræ til fremme af regnormenes omsætning af bladene til muld, så alligevel. Der herskede ”muldnet mildhed” om hans nænsomme omgang med violstjernefrø, lyseblå riddersporer, springbalsamin, morgenfruer, studenternellikker, tulipanløg, georginer, tallerkensmækkere, grønkål og indkørslens græsbund.
OG SÅ KUNNE JEG GODT LIDE, at der samvittighedsfuldt blev reserveret Belle de Boskoop-æbler til fodring af vinterens solsorte og andre drosselfugle.
”Rev vi marken let,/ det er gammel ret,/ fuglen og den fattige skal også være mæt.” For nu her til sidst at citere fra Højskolesangbogens nr. 333, ”Marken er mejet” af Adolph Recke. I 1868 manede han til et klædeligt mådehold, mange af vor tids grådige og skrupelløse ”finansgenier” kunne lære af.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.