Lykkens mange ansigter

På DR 3 vandrede tv-personligheden Karl Pilkingtoni programmet ”The Moaning of life” verden rundt efter gode lykkeråd

Programvært Karl Pilkington er ikke just en rejsende på eksistensens dybder, mener Jesper Bacher. -
Programvært Karl Pilkington er ikke just en rejsende på eksistensens dybder, mener Jesper Bacher. - . Foto: ©Freddie Claire/BBC/DR.

”LYKKELIG DEN, som ikke vandrer efter ugudeliges råd.” Sådan begynder første salme i Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente. Lykkelig er den, som ikke lader sig forføre, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på den dag og nat, som det videre hedder.

På DR 3 var det den såkaldte tv-personlighed Karl Pilkington, som i programmet ”The Moaning of life” vandrede verden rundt efter gode lykkeråd. Pudsig titel i øvrigt: en tv-personlighed. Er det mon en, som lader munden løbe foran et kamera og deler stort og ikke mindst småt med seerne? I så fald er Karl Pilkington bestemt en tv-personlighed. En almindelig englænder med en frisk bemærkning til livets gang, udstyret med afvæbnede humor og en fond af anekdoter. Ikke just en rejsende på eksistensens dybder, men mere en, som shoppede og soppede rundt på det lave vand. Ufarlig, spøjs og gemytlig.

LYKKEN ER ELLERS en alvorlig sag, som er genstand for målinger, og retten til at søge lykken er ligefrem indskrevet i den amerikanske forfatning.

Vi danskere omtales sommetider som et særligt lykkeligt folkefærd, men Karl Pilkingtons rejse førte ham ikke til de danske kyster. Derimod var han en tur i Mexico, hvor besøgte raramuri-stammen, som boede i et betagende bjerglandskab og fik deres lykkerus af langdistanceløb efter en lille bold.

Den, som kender beruselsen ved maratonløb, har let ved at forstå stammefolkets passion. Det kneb mere for Karl Pilkington, men det lykkedes ham at tilbagelægge en længere distance og redde den ged, som var præmien for hans præstation.

Det var også i Mexico, Karl Pilkington besøgte en folk smertedyrkere, som blev lykkelige ved regulært selvpineri. For dem var lykken en smertefuld affære. Der gives også verdslige flagellanter.

Senere gik turen til USA, hvor Karl Pilkington mødte nogle californiske hiphopklovne og en sundhedsdyrker, som var blevet stram i betrækket af utallige ansigtsløftninger.

Det sidste bud på lykken var en mand fra Montana, der levede i selvvalgt fattigdom. Han havde i hvert fald besluttet sig for at leve uden penge. Penge var en stressfaktor, og derfor levede han af kasseret mad og folks godgørenhed. En slags moderne tiggermuk.

Det var nu ikke Kristi efterfølgelse, men ønsket om at leve i nuet, som motiverede den hjemløse herre, der var en ren ørn til at finde mad og tøj, som andre havde smidt ud. Da der en regnfuld aften skulle overnattes under presenninger, tabte Karl Pilkington imidlertid lysten til at gøre yderligere følge med pengeforsageren, så han indlogerede sig med resten af tv-holdet på et hotel. For Karl Pilkington var lykken lidt bekvemmelighed, og således sluttede lykkejagten såre prosaisk.

Måske kan man også blive ulykkelig af at rende efter lykken? Der er i hvert fald ikke så få, som gennem tidens løb er blevet redet ned af diverse lykkeriddere, Måske er der også noget, som er vigtigere end flygtig lykkefølelse? Ja, måske kommer den dybeste lykke af det, man er rede til at ofre sin lykke for?

Jesper Bacher er sognepræst