Prøv avisen
Mediekommentar

At lykkes med Lykke-Per

Det er aldrig for sent at læse "Lykke-Per". Man kan også vælge at se Bille August filmatisering af Henrik Pontoppidans ”storværk.

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

”Lykke-Per” er ingen lykkepille, men gør lykke hos den, som erfarer, at stor litteratur altid handler om vores små liv

”Se på den blege herre, der hænger der! Hvornår fik vi mod til at spytte ham vor modbydelighed lige i ansigtet? ”.

Sådan spørger en af dansk litteraturs mest berømte romanfigurer i form af Per, kaldet ”Lykke-Per” i bogen af samme navn, da han ser et krucifiks i Alperne. Umiddelbart efter fatter Per i sin arrigskab en revolver og skyder på den korsfæstede, mens han råber: ”Nu skyder jeg det nye århundrede ind! ”.

Man kan dårligt sige, at der tages med fløjlshandsker på kristendommen i Henrik Pontoppidans mesterlige roman, der for tiden er på manges læber i kraft af Bille Augusts anmelderroste filmatisering. Romaner af den kaliber er uudtømmelige guldgruber og formår stedse at tale ind i tiden og eksistensen. Når man for eksempel læser om Pers voldsomme omtale af Kristus og skænding af vejkrucifikset, minder det om en tid, da religionskritikken var både lidenskabelig og langt mindre farlig. Tænk, hvis det var Muhammed, som havde fået sådan en omgang i dag. Mon ikke forfatteren kunne risikere både beskyldninger for racisme og yderst reelle dødstrusler?

Jo. ”Lykke-Per” er aldrig ligegyldig, og romanen var da også tema for ugens ”Skønlitteratur på P1”, hvor værtsparret Klaus Rothstein og Nanna Mogensen havde besøg af forfatteren Mathilde Walter Clark, som fortalte om sin arv og gæld til ”Lykke-Per”. Mathilde Walter Clark havde først læst Henrik Pontoppidan relativt sent i livet, for som hun bemærkede: ”Man plejer jo at læse ham, når man bliver konfirmeret eller sådan”. Det ville være i sandhed være en lykke for dannelsen, om ”Lykke-Per” også blev læst af flere konfirmander, men jeg tror, der er meget langt mellem teenagere med et førstehåndskendskab til Henrik Pontoppidan.

De fleste er givet lykkeligt, eller måske knap så lykkeligt, uvidende om ”Lykke-Per”. Men det er heller aldrig for sent at læse ”Lykke-Per”, og rettelig bør man læse den i livets forskellige faser. ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg” lyder moralen fra H.C. Andersens ”Den grimme ælling”.

Om ”Lykke-Per” kunne man sige, at det gør noget ved en at være født i en præstegård, og selvom man bærer på et guldæg, hjælper det kun, hvis det bliver lagt. Per er jo i et livslangt opgør med hjemmets kristendom, og hans visionære plan om at udnytte vind- og bølgekraft og således gøre Danmark rigt og driftigt løber ud i sandet og hans sinds krinkelkroge.

I sine erindringer erklærer Henrik Pontoppidan: ”Trods mine mange præstelige forfædre vedblev jeg at være ude af stand til at leve et trosliv”. Men selvom Henrik Pontoppidan altså ikke regnede sig selv for troende, formåede han som ingen anden at hudflette udvanding af kristentroen.

Når det i ”Lykke-Per” hedder om pastor Blombergs kristendomsforestilling, at den var ”på en helt vidunderlig måde praktisk tilpasset menneskers behag”, er det et mærkbart svirp til en behagesyg forkyndelse, der dengang som nu udgør en folkekirkelig fristelse.

”Lykke-Per” er ingen lykkepille, men gør lykke hos den, som erfarer, at stor litteratur altid handler om vores små liv.

Jesper Bacher er sognepræst.