Prøv avisen
Mediekommentar

Må man hænge sine forældre ud offentligt?

Charlotte Bøving forklarer i programmet ”Din psykopat!”, at hun fortæller om sin far, fordi hun vil vise, at der eksisterede en anden side af hans personlighed, men i det flygtige fjernsynssprog og med en éndimensionel fortælling set fra Bøvings egen side synes det ikke til fulde at retfærdiggøre udstillingen af en afdød, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: DR presse

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og Debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I en offentlig bekendelseskultur som denne ligger det lige for at præsentere alt dette negative for andre og altså i en eller anden grad udstille sine forældre, skriver Sørine Gotfredsen

Ethvert menneske vil i løbet af livet forholde sig til sine forældre. På godt og ondt har de påvirket ens inderste, og mens der givetvis for de fleste er noget at kritisere eller beklage, kan det negative for nogen stikke ekstra dybt. I en offentlig bekendelseskultur som denne ligger det lige for at præsentere alt dette negative for andre og altså i en eller anden grad udstille sine forældre.

Læge Charlotte Bøving har på DR 1 lavet tre programmer med titlen ”Din psykopat!” om begrebet psykopati, hvor hun blandt andet har beskrevet sin afdøde far som en mand med psykopatiske træk. Han havde en stærk evne til at manipulere, han manglede empati og var voldelig og selvretfærdig.

I seriens sidste afsnit, der blev sendt i tirsdags, fortalte Charlotte Bøving om både lidelsen ved at vokse op med en tyrannisk far og nødvendigheden af som voksen at lægge afstand til den mand, som mange andre opfattede som en helt.

Man forstår naturligvis, at det har rummet noget ganske frygteligt, men det er samtidig ubehageligt at lytte til et menneske, der for øjnene af hele nationen udstiller sin egen far.

Og den slags må få enhver til at overveje, om der ikke findes grunde til, at man generelt skal afholde sig fra på den måde at gøre sin far eller mor til et offentligt anliggende. Man kan på forskellig vis portrættere dem og også inddrage det, der ikke var perfekt, men må man decideret blotlægge dem? Det er trods alt i kraft af ens forældre, at man overhovedet har fået livet, og hvis man i fjernsynet eller i bøger eller på anden vis som brændstof i sin egen synlige karriere indsætter dem i en offentlig skurkerolle, som de ikke selv har mulighed for at nuancere, har man taget sig en meget voldsom frihed.

Store kunstnere har udstillet deres forældre. Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har gjort det, og jeg erkender, at der kan gro vigtig indsigt ud af det. Men hvis ikke det foregår på et meget højt og ikke mindst selverkendende niveau, kan det udarte til en noget selvpromoverende forestilling uden rigtigt brugbare dybder.

Charlotte Bøving forklarer i programmet, at hun fortæller om sin far, fordi hun vil vise, at der eksisterede en anden side af hans personlighed, men i det flygtige fjernsynssprog og med en éndimensionel fortælling set fra Bøvings egen side synes det ikke til fulde at retfærdiggøre udstillingen af en afdød. Hendes personlige følelse af berettigelse til at gøre det finder sikkert en vis næring i den særlige offertænkning, der fylder så meget i vor tid.

Et offer har pr. definition ret til at hæve stemmen, som man vil, og netop derfor er offermentaliteten så farlig, ikke mindst kombineret med den kendsgerning, at det betaler sig at trække sin far eller mor ind i manegen, hvis man ønsker ekstra opmærksomhed.

Det kan sagtens være, at Charlotte Bøving har de smukkeste intentioner, men hendes optræden fører under alle omstændigheder et bestemt spørgsmål med sig:

Må man i så udtalt grad hænge sine forældre ud?

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.