Sørine Gotfredsen: Når mænd iklæder fodbolden religiøsitetens gevandter, skal man være på vagt

Der findes ingen dybere meddelelse i en fodboldkamp, og slet ikke af den transcendente, selverkendende og forpligtende slags. På et fodboldstadion beruses man af glæde, keder sig under stilstand eller skuffes af et nederlag. Og det er dét, skriver debattør Sørine Gotfredsen

Fodboldskribent Oscar Rothstein kom i DR 2-studiet tættest på sagens kerne ved at sige, at det religiøse islæt ikke findes, mens kampen er i gang. Det opstår, når vi bagefter taler om fodbold som fænomen.
Fodboldskribent Oscar Rothstein kom i DR 2-studiet tættest på sagens kerne ved at sige, at det religiøse islæt ikke findes, mens kampen er i gang. Det opstår, når vi bagefter taler om fodbold som fænomen. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

EN TÆT PAKKET sportssommer står for døren, og der vil blive talt og skrevet om den. Superligaen er slut, Brøndby mistede mesterskabet i sidste øjeblik, mens FC Midtjylland løb med guldet, og en engelsk forfatter har skrevet en bog om de stærke følelser, som fodbold kan skabe. Og som ifølge nogen kan minde om religiøsitet. Det er en gammel traver. Man har talt om fodboldkatedralen og afgudsdyrkelsen og tilskuerne som menighed lige så længe, jeg kan huske, og vi skal sikkert atter igennem en del ophøjet tale i forbindelse med VM i fodbold i næste måned.

DR’s Deadline tog onsdag aften med interview med forfatteren og debat i studiet hul på den højtravende omgang med sport, og når det kan gøre én lidt træt, skyldes det, at den evige sammenligning mellem fodbold og religion grunder i en temmelig overfladisk idé om, hvad religion er. Man beskriver, hvordan mennesker med et klubtilhørsforhold finder mening med livet og indgår i et fællesskab med faste ritualer, og det er selvfølgelig rigtigt. Fodbold skaber stærke følelser, hvilket jo også er grunden til, at det af og til blandt tilhængerne kammer over i vold, men følelsernes styrke er først og fremmest knyttet til øjeblikkets spontanitet og kan nok sjældent opfattes som seriøst eksistentielle. For der findes ingen dybere meddelelse i en fodboldkamp, og slet ikke af den transcendente, selverkendende og forpligtende slags. På et fodboldstadion beruses man af glæde, keder sig under stilstand eller skuffes af et nederlag. Og det er dét. Der er næppe for flertallet tale om afgørende erkendelser, og fodboldskribent Oscar Rothstein kom i DR 2-studiet tættest på sagens kerne ved at sige, at det religiøse islæt ikke findes, mens kampen er i gang. Det opstår, når vi bagefter taler om fodbold som fænomen. Nemlig.

De religiøse henvisninger klistres på med tilbagevirkende kraft og afslører behovet for at ophøje og fastholde det flygtige. Mandlige journalister og forfattere – for det er hovedsageligt mænd, der har trang til at helliggøre sport – vil i løbet af denne sommer, der rummer både VM i fodbold og som altid Tour de France, forsøge at beskrive det hele på filosofisk og litterær vis. Og man vil ane, at det i virkeligheden mest handler om at få de kroniske drengedrømme viklet ind i den voksne mands begrebsapparat. Hvilket bliver allermest tydeligt, når man inddrager det religiøse, og konstruktionen hurtigt falder til jorden i en overdreven sammenblanding af pjat og alvor. Der kan siges mange interessante ting om sport, men ikke på religiøst niveau, og når mænd iklæder sporten religiøsitetens gevandter, skal man være på vagt. Det var DR-vært Lotte Folke Kaarsholm desværre ikke her, for i en religiøst set analfabetisk tid er det nemt at imponere en studievært med et velformuleret postulat om forbindelsen mellem fodbold og religion. Imidlertid handler det snarere om noget andet. Nemlig en del mænds forsøg på at retfærdiggøre, at man på visse områder aldrig er blevet helt voksen.