OVERSKRIFTEN vil være bekendt som titlen på første bind i Stieg Larssons populære krimitrilogi. Kender man romanerne eller har set filmatiseringen, ved man, at der er grelle eksempler på kvindehadet hos Stieg Larsson, men fiktionen er desværre mere end fiktiv.
Det er ellers så fordrejet, ja, i sandhed perverst, som det kan være, at mænd skulle hade kvinder. Vi er jo skabt til hinanden. Adam og Eva er af samme kød og bliver ét kød. ”Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv,” som det hedder i Efeserbrevet. Men den 8. marts, kvindernes internationale kampdag, fortalte DR 1 historien om et særligt modbydeligt udtryk for kvindehad og satte samtidig fokus på et samfund gennemsyret af kvindeforagt med den dansk-indiske dokumentar ”Indiens døtre”.
Udgangspunktet var en voldtægt, som rystede verden. Ofret var den 23-årige medicinstuderende Jyoti Singh, som en tidlig aften i 2012 var på hjem efter en biograftur i selskab med en ven.
De to steg på en privat bus i New Delhi, og her blev vennen gennembanket, mens de seks mænd efter tur tog Jyoti med vold og maltrakterede den unge kvinde i en grad, så hendes indvolde blev revet ud. Efter udåden smed de Jyoti og vennen i vejsiden, hvor de siden blev fundet. Jyoti døde 13 dage senere af sine kvæstelser.
Den slags uhyrligheder kan finde vel finde sted alle steder. Perverse kvindehadere er et verdensomspændende fænomen, men voldtægten på Jyoti var mere end et enkeltstående tilfælde.
Den var også den sidste og ekstremt voldelige konsekvens af et bestemt kvindesyn, som nyder vid udbredelse i Indien. Det var ikke bare voldtægtsmændene, som stod anklaget, det var også en mørk side af den indiske kultur. Mon ikke det er grunden til ”Indiens døtre” er blevet forbudt i Indien, hvor der angiveligt sker en voldtægt hvert 20. minut, og man rask væk aborterer pigefostre, fordi drengebørn er så meget højere i kurs?
De indiske myndigheder er angiveligt bange for, at en af voldtægtsmændenes nedladende bemærkninger om kvinder skal vække et ramaskrig i befolkningen. Den angerløse ungersvend kunne således fortælle, at kvinder bar det største ansvar for voldtægten.
Kvinder, som gik ud om aftenen med en ven, forbrød sig mod passende opførsel for deres køn, og så måtte de selv tage konsekvensen af deres løsagtighed. En seksualforbryderisk moralist, så har man hørt det med.
Lige så uhyggeligt, ja, på sin vis mere uhyggeligt, var det at høre en forsvarsadvokat fortælle, at Jyoti og hendes ven med deres biograftur havde lagt indisk kultur bag sig. Den veludannede jurist, som ikke kunne undskyldes med sine dårlige kår, omtalte kvinden som en diamant, og hvis denne ædelsten lå på gaden, så kom hundene og tog den. Således var der måske langt i handling, men ikke i tankegang mellem advokat og gerningsmand.
Heldigvis var der også mange, ikke mindst unge indere, som rejste sig i protest mod kvindesynet og den skændige forskydning af ansvar fra gerningsmand til offer. Der er i den grad brug for kvindekamp i Indien, og for mit indre øre hørte jeg Grundtvigs ord med adresse til subkontinentet: ”Når mænd er som dyrene vilde/ til lykke er kvinderne snilde.”
Jesper Bacher er sognepræst