TORSDAG VAR DET en stor fornøjelse på DR K at se aftenens såkaldte filmperle ”A Prairie Home Companion”. Det amerikanske komediedrama fra 2006 handlede om den sidste udsendelse af et åbenbart meget berømt radiovarietéprogram af samme navn. Både humørfyldt og sørgmodigt fik vi et livfuldt indtryk af, hvordan den slags afvikles i USA.
Fra et gammelt teater havde lyttere i flere årtier fået transmitteret direkte radioudsendelser, som på typisk amerikansk vis bestod af en broget blanding af countrymusik, numre af stand-up-komikere og ufrivilligt latterlige reklameindslag. Nu skulle teateret rives ned for at give plads til en parkeringsplads. På mange måder symbolsk blev det filminstruktøren Robert Altmans (1925-2006) sidste film.
Meget passende kunne man umiddelbart efter se et afsnit af den svenske kulturprogramserie, der sendes under fællestitlen ”Kobra”, som vel at mærke intet har at gøre med den - takket være billedkunstneren Asger Jorn (1914-1973) - i Danmark kendte kunstnergruppe ”Cobra” (1949-1951). Gruppens navn er dannet af forbogstaverne til kunstnernes hjembyer: COpenhagen, BRuxelles og Amsterdam.
I ”Kobra” blev der, som i filmen, også optrådt med galgenhumor på en teaterscene. Det foregik i ”Sveriges kedeligste by”, Grums (alene navnet!). Programmet undersøgte i USA på samme måde, hvordan humoren har det i 2015. Da der i alle indslag optrådte vidt forskellige etniske typer, gav udsendelsen et globalt dækkende billede af komikernes verdenssituation.
Et gennemgående træk ved den seneste udvikling er, at de optrædende ikke længere betjener sig af gammeldags scenerum: teatre, revyscener, radio- og tv-studier. De såkaldte sociale medier som Internet, Facebook, Twitter og YouTube muliggør, at nybegyndere inden for standup-kunsten næsten uden økonomiske ressourcer og meget hurtigt kan nå ud til millioner af seere og lyttere.
Meget sigende forklarede en ung standup-komiker, hvordan det er at opleve et gennembrud i et digitalt scenerum med disse ord: ”Det var som at klare en baglæns saltomortale første gang.”
Kendetegnende var også nogle vidnesbyrd om, hvor tidstypisk det er at benytte selvironi og at turde blotte sig ved at bygge sin optræden på egen livserfaring. Selvoplevelsen styrkes: ”Man ser ikke publikum, når projektørlysene tændes.”
Det er muligt at afvæbne alle slags magthavere ved hjælp af kritiske parodier og afslørende satirer.
Ved hjælp af humor kan magtspil vindes af minoriteter som de rødhårede, de handicappede, de sorte, de asiatiske migranter, de syriske flygtninge og de alternativt tænkende.
Her var det oplagt at tænke på Søren Kierkegaard, der et sted fortæller om, hvad han ville ønske, hvis guderne tilbød at opfylde et eneste ønske om magt. Hans ønske gik på altid at have latteren på sin side. For Kierkegaard var det et stort ønske. Han led under samtidens forsøg på at gøre ham latterlig og dermed magtesløs.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder