De seneste dages nyhedsudsendelser i radio og tv har været præget af en støt stigende afklaring af, hvad der hændte i Paris den nu uforglemmelige dato: 13. november 2015. Et gennemgående, stærkt forstemmende tema er blevet fremkaldt:
Unge, såkaldt radikaliserede ekstremister har myrdet et stort antal jævnaldrende. Ungdom synes at bekæmpe ungdom. Det fremgik på den mest afskyelige måde af vidneudsagn om den kyniske nedskydning af publikum på det parisiske spillested Bataclan.
Som det lakonisk blev sagt: ”89 af dem kom ikke ud med livet i behold”. Alene på den adresse blev dette store antal unge på få minutter frarøvet al fremtid. Gang tallet med mindst 20, så mange kan man forestille sig, at der nu er hundredvis af dybt fortvivlede efterladte pårørende til.
Meningsløst og alarmerende, fordi en desillusioneret og demoraliseret ung.dom synes at være i selvdestruktiv krig med en ungdom, der i forvejen har rigeligt at slås med. Sandt for dyden en anden slags ungdomsoprør end det, der især prægede sidste tredjedel af det 20. århundrede.
Og så alligevel ikke helt. Man behøver ikke at bruge ret megen tid på nettet for at blive overbevist om, at det gangstervælde, der i alt for mange årtier har hærget verden, har forført og kriminaliseret flere ungdomsgenerationer med narkotika på nøjagtig samme måde, som ekstremisterne gør det i en misbrugt verdensreligions navn. Skrupelløst, blodigt og selvmorderisk.
Jeg var lige ved at slukke for tv, da DR 1 som afslutning på en lang søndag med detaljerede beskrivelser af de blodige begivenheder i Paris sendte den amerikanske gangsterfilm ”Fanget af fortiden” (1993). Al Pacino lagde her krop til narkohajen Carlito Brigantes rædselsfulde offerrolle.
En uhyggelig påmindelse om, at vilkårlige likvideringer i et forfærdende omfang dagligt også finder sted i den vestlige verden. Lovløse ekstremistiske parallelsamfund findes overalt. Bevæbnede mafialignende organisationer har i en ekstremt kriminel korpsånds navn utallige mord på samvittigheden.
Medierne har et kæmpeansvar i deres idealiserende omgang med våbenindustriens raffinerede håndvåben. Som et øjenvidne formulerede det i Paris: ”Man fatter ikke, om det er film eller virkelighed.”
Både radio og tv burde i højere grad mobiliseres som en del af vores civilisations psykologiske beredskab, så skellet mellem ondt og godt, løgn og sandhed bliver tydeligt for enhver.
Behovet for styrkelse af sammenhold og solidaritet blev tydeligt demonstreret under weekendens mange mindehøjtideligheder.
Som liturg Jesper Stange formulerede det i lørdagens morgenandagt i Københavns Domkirke: ”Vi beder for ofrene for terrorismens blinde umenneskelighed i nat. Vi beder for indbyggerne i Paris og for os, der frygter denne verdens nådesløse ligegyldighed. Giv os modet til stadig at slås for fred og forsoning med fredelige midler.”
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder