Prøv avisen
Mediekommentar

Man kan jo ikke så godt sende de hjemløse hjem

Tusinder af små og store flygtningebørn er ikke alene hjemløse, men er også blevet forældreløse, når de ankommer. På billedet ses nye flygtninge ankomme til Messina i Italien. - Foto: Giovanni Isolino/APF/Scanpix

Mange af de hjemløse flygtninge ved godt, at risikoen for ikke at nå et forjættet land er stor. Men når nu alternativet er“ ingenting?

DE FLYGTER fra deres myrdede og voldtagne familier, sønderbombede hjem og udpinte flygtningelejre. De flygter fra besatte hjemlande. De flygter over havet fra ingenting, med ingenting til enten druknedød eller“ ingenting?

I tusindvis af hjemløse satser deres sidste ressourcer på skrupelløse menneskehandleres løfter om transport til det rige Europa. Mange af de hjemløse ved godt, at risikoen for ikke at nå et forjættet land er stor. Men når nu alternativet er“ ingenting?

Man kan kalde det for modig dødsforagt eller selvmorderisk dumdristighed. Under alle omstændigheder deltager de hjemløse i et drama, som kun få kan finde en lykkelig slutning på. De europæiske såkaldte magthavere synes magtesløse. Hvad kan de gøre“ ingenting?

Man kan jo ikke så godt sende de hjemløse hjem. Det ville være at føje spot til skade. Som det torsdag eftermiddag fremgik af P1 Dokumentaren ”Italiens usynlige flygtningebørn”, så er situationen i store områder af Afghanistan, Mellemøsten og Afrika så håbløs, at tusinder af små og store børn ikke alene er hjemløse, men også er blevet forældreløse.

De sendes af desperate forældre på flugt fra håbløs fattigdom, sult, krig og død. Ifølge udsendelsen vil nogle af børnene drukne på vejen over Middelhavet. Og mange af dem, som kommer levende i land i Italien, oplever så dårlige leveforhold, at de vælger livet på gaden i Rom. Her står kriminelle parat til at trække dem ind i en verden af stoffer, prostitution og kriminalitet. I Italien kalder man dem for ”de usynlige flygtningebørn”. Sådan fortæller journalisterne David Blach og Paw Velling om indholdet af deres prisværdige udsendelse. Den er tilrettelagt efter et ophold i Rom, hvor de har mødt nogle af børnene.

Som det også var tilfældet i den stilfærdigt og stærkt gribende danske dokumentarfilm ”Under den samme himmel” (2013), der noget uventet var sat på programmet af DR 2 sent torsdag aften, så blev der pludselig sat navne, stemmer og - i filmen - ansigter på. Og man kunne ikke lade være med at tænke:

Du godeste, er det mon de mest talentfulde, begavede og viljestærke, der går til grunde i flygtningehavet? Hvor mange kunstnere, læger og universitetsprofessorer har menneskeheden mistet? Hvor mange potentielle Picassoer, Elvis Presleyer og H.C. Andersener ligger nu på Middelhavets bund? Er det uhyrligt også at gøre sig den slags tanker? Som modvægt til det nedladende hovmod, der tit spores i vores holdninger til flygtninge?

Vi lever under samme himmel, ja, og bader i det samme hav! - Man kan da ikke lade være med at tænke på, hvor underligt det er, at millioner af nordeuropæere i de kommende måneder i charterfly vil ”flygte” fra regn og nordisk kulde til det samme blå hav og de samme hvide strande, der på samme tid hjemsøges - bemærk det tvetydige ord! - af splittede familier og mishandlede børn fra ”de varme lande”, fra ingenting til“ ingenting?

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder