Prøv avisen

Medaljer kan være til for at blive ødelagt

Annemette Voss var den rette vinder af programmet "Den Store Bagedyst", mener dagens mediekommentator. Foto: Bjarne Bergius Hermansen

TV-programmet Den store bagedyst har i sig selv været præget af godt håndværk, mener Leif Hjernøe. "Dvælende nærbilleder har givet os alle muligheder for at følge udførelsen af bagningens raffinerede kunstgreb," skriver han i dagens mediekommentar

OVERSKRIFTEN ER et let omskrevet citat fra onsdagens udgave af DR 1s Aftenshowet. Her havde man besøg af Annemette Voss, vinderen af Den store bagedyst.

Så man må forstå, at det var kager, hun talte om, da slutreplikken lød: Medaljer er til for at blive ødelagt. Nå ja, det kunne jo da for eksempel også have været Tour de France-medaljer af metal!

Efter at have fulgt de fleste afsnit af Den store bagedyst måtte det erkendes, at den 29-årige Annemette Voss var den rette vinder. Hun demonstrerede et sikkert håndelag, udsøgt god smag og forstod overbevisende at disponere over tid og kræfter. En nærmere beskrivelse af vinderen kan kortfattet lyde sådan her:

Annemette har som arkitektstuderende sans for proportioner. Det æstetisk forfinede har præget hendes bagværk. Hun viste også talent for at male stilsikkert enkelt. Der var noget asiatisk over hendes dekorering af kagerne. Annemette har tidligere boet i både Australien, London og Spanien. Hun bor nu i Lyngby sammen med mand og to sønner.

Værten Peter Ingemann samt dommerparret Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen har rådet og regeret over programafsnittene med professionelt afmålt lidenskab og passende strenghed. At dømme efter et indslag i TV-Avisen har Den store bagedyst været en gevaldig publikumssucces. En million seere har fulgt programmerne. Og i butikker sælges der i disse dage usædvanligt store mængder af køkkengrej og råvarer.

Programmerne har i sig selv været præget af godt håndværk. For en gangs skyld har tv-kameraerne fulgt de mindste forløb af arbejdsgangene. Dvælende nærbilleder har givet os alle muligheder for at følge udførelsen af bagningens raffinerede kunstgreb. Vi fik respektindgydende indtryk af, hvor meget fornemmelser for materialernes egenskaber, sammensætning, behandling og temperering betyder. For tiden tales der meget om den skoleuddannelse og opdragelse af de unge, der skal til for at gøre dem egnede til at kunne gennemgå en krævende erhvervsuddannelse. Da er det godt at få anskueliggjort, hvor vigtig det er at kunne forstå selvdisciplinens og koncentrationsevnens betydning. At kunne planlægge klogt og disponere med overblik er nødvendigt, hvis man vil gøre sig gældende.

For nu lige at vende tilbage til ovennævnte medaljer, så prøv engang at gå på nettet og se den opskrift på medaljer med lime og hindbær, der kan linkes til i forbindelse med onsdagens Aftenshowet.

To timer tager det at fremtrylle de lækre kager af mørdejsbunde, vaniljecreme, limemarmelade og glasur. Der skal blandes, samles, nedkøles, æltes, rulles, røres og piskes for til sidst at kunne lægge konditorimedaljerne sammen som en rigtig håndværksbager.

Til sidst en stor sprogmedalje til sønderjyske Katja. Hun repræsenterede sin hjemegns dialekt med et temperament og en naturlig færdighed, der gjorde hende til en alternativ vinder af Den store bagedyst.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder