Scenen er velkendt. En gruppe skoleelever er kommet til at holde af deres udenlandske kammerat, og nu vil de ikke acceptere, at han skal udvises fra Danmark.
Denne gang handler det om den 18-årige bosnier Almedin Fejzic og hans familie, der har boet her i tre et halvt år, men som nu skal rejse, hvilket har fyldt tv-kanalerne i flere dage.
I søndags samledes familiens venner og støtter til en demonstration på Christiansborg Slotsplads, og lige før afrejsen i lufthavnen tirsdag morgen skar faderen, der lider af skizofreni, sig i hånden med en kniv, hvormed rejsen blev udsat.
Det er på alle måder et hjerteskærende drama, og medierne er naturligvis på pletten. For det første fordi den slags historier rummer alle de følelser og persondramaer, som en nyhedsredaktion kan drømme om. Og for det andet fordi der jo findes den mulighed, at politikerne bliver så påvirkede af stemningen, at de griber ind og sikrer familiens fremtid i Danmark.
Der foregår med andre ord et stort pres, billederne taler for sig selv, og enhver med følelse i kroppen må blive berørt. Men det giver samtidig sig selv, at asylpolitikken udhules, hvis den skal dikteres af mediekræfter, og vi bemærker da også i disse dage, at stort set ingen politikere endnu offentligt har kommenteret sagen.
Man får den tanke, at de forgangne år har lært dem at holde sig fri af strømmen og i mere lukkede rum forholde sig til tingene. En klog taktik, for sikkert er det, at der vil komme mange flere følelsesfulde sager af samme art.
I DISSE ASYLTIDER, hvor mange indleder et midlertidigt ophold i landet og i en eller anden grad bliver en del af samfundet, mens børnene går i skole, er følgen uundgåelig. Hjemsendelsen kan udvikle sig til et drama, når ikke mindst børnenes venner træder frem med skilte og fakler og beder om at beholde deres kammerat i deres midte.
Sagen om Almedin Fejzic har da også allerede fået SF til at tale om genbehandling, og oven i købet finder alt dette sted, umiddelbart efter at den bundkriminelle romachef Gimi Levakovic ved landsretten har fået lov til at blive i Danmark, fordi han er far til to børn.
Denne mand er i øvrigt blevet gjort landsberømt af TV 2, der for nylig i den tvivlsomme tradition med at gøre forbrydere til mediestjerner viede hele dokumentarprogrammer til ham. Gimi Leva-kovic er således i disse dage med til at nære de voldsomme følelser, idet det unægteligt er svært at acceptere, at en skruppelløs mand, der har kostet staten millioner, kan forblive i Danmark, mens en bosnisk fyr med 12-taller på stribe og en drøm om at blive læge må rejse.
Men der er kun én ting at gøre. Man må træde ud af følelsesstrømmen, holde tingene adskilt og forholde sig til loven. Og så må man desuden håbe, at politikerne efterhånden er blevet så erfarne angående disse emotionelle sager, at de sagligt og roligt vurderer tingene uden at lade sig påvirke af mediernes daglige påvirkning af os.
Et sådant nøgternt overblik bliver kun mere påkrævet i tiden, der kommer.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist
