Det er blevet december. Trods individualiseringens amokløb har vi stadig samme kalender. Tidsregningen regner ikke med personlige præferencer, og således er vi kollektivt kommet ind i advents –og julemåned. Der er selvfølgelig juleskeptikere og julefornægterne, som afviser julen, men i det offentlige rum er julen ikke til at undgå. Det gælder også i den medieskabte offentlighed, hvor julekalenderformatet byder sig til år efter år. I lyset af hin overvældende tradition besluttede jeg derfor på den årlige premieredag, selvsagt den 1. december, at udsætte mig selv for hele fire julekalendere.
Min julekalenderodyssé begyndte på P1 med ”Endnu en jul med Poul Nesgaard”. En af bagmændene bag den mest udskældte tv-julekalender i mands minde ”Jul og grønne skove” fra 1980 også kendt som ”Poul og Nulle i hullet” Vel var den i sin tid kun en rammefortælling om den egentlige julekalender, men udløste ikke desto mindre en sand julestorm af protester. I år kunne Poul Nesgaard fortælle, at DR i anledning af hans 50-års-jubilæum havde givet ham frie hænder til at udvikle en julekalender. Programudviklingen foregik vel at mærke for åben mikrofon, hvor Poul Nesgaards hårdt prøvede medværter måtte se deres julepynt kritiseret og deres jingler kasseret, mens Poul Nesgaard holdt jobsamtaler i studiet og modtog et opkald fra Nulle, som spurgte: ”I ved godt, det bliver sendt, ikke? ”. Det vidste Poul Nesgaard godt, men bemærkede: ”DR er, om jeg så må sige, begyndt at sende rub og stub”. Det var i øvrigt Poul Nesgaards kongstanke at omforme den kommercielle jul til en global fejring af fællesskab på kryds og tværs af alle grænser, så ”vi kan overleve som menneskehed på den lille planet”. En mærkværdig blanding af julemoral og Poul Nesgaards knastørre stil. 50-års jubilaren ville gerne omtales som ”menneskefiskeren Poul Nesgaard”. Det var Jesus, som gjorde Peter til menneskefisker, men nu skulle der også landes sjæle på P1. Igen levede Poul Nesgaard op til sit ry som en af mediedanmarks underligste fisk.
På DR 1 var ”Theo & Den Magiske Talisman” veldrejet og klassisk. Klassens lede dreng drillede Theo ved at kalde ham ”din Harry Potter wannabee”. Det var nu ikke nogen dårlig karakteristik af julekalenderen som sådan. Man kunne også sige, der var noget ”Narnia wannebee” over ”Theo & Den Magiske Talisman” med eventyrlandet Thannanaya. At magiske universer ligner hinanden, er nu ingen kritik. Fortæller vi i virkeligheden ikke altid de samme historier med originale variationer?
TV2s julekalender ”Tvillingerne og julemanden” var en anderledes middelmådig affære. Lars Hjortshøj som julemanden Nicolas er et irriterende drog og en kontrast til de opvakte børn. Aalborg udgjorde dog en fin ramme om første afsnit.
Til sidst løb De Nattergales julekalender ”The Julekalender” fra 1991 over skærmen på TV2 Charlie. Den er stadig morsom med sit dansk-engelske kaudervælsk. Der er langt fra den storsnakkende Gertrud Sands juleønske om en foodprocessor til Poul Nesgaards juleambition om en fejring af det globale fællesskab. Men ærligt talt, julens essens er ikke moralsk oprustning. Julen er Guds nåde mod syndere, resten er sidegevinster.