”DET, DER SKER NU, er, at der er så mange regler og tilsyn, vi skal tilfredsstille, så stolene bliver rykket fra hinanden, og folk falder igennem igen.”
Konklusionen var trist, da DR 1 mandag aften satte punktum for tredje og sidste afsnit i dokumentarserien ”Rebellen fra Langeland” med, som det blev udtrykt, ”en usædvanlig chef for socialpsykiatrien” i hovedrollen.
Chefen, Ole Sørensen, skulle nemlig ikke længere stå i spidsen for en ikke-bureaukratisk tilgang i den kommunale indsats over for misbrugere, psykisk syge og førtidspensionister. En tilgang, som ifølge Socialtilsynet i Region Syddanmark ikke var i overensstemmelse med reglerne.
Med seriens slutning blev der således sat punktum for 20 års ”inklusion, tysklandsture og campingferier” for de mest udsatte borgere i Langeland Kommune. Selv var - og er - Ole Sørensen på alle måder et modbillede på en klassisk embedsmand med ølmave, t-shirt, tatoveringer, vildmandsskæg og hestehale.
Og det var under skarpe protester, da han efter flere år med en notesblok som arbejdsredskab ikke længere kunne undslå sig for at registrere og nedskrive sine samtaler med eksempelvis misbrugeren Kim på en bærbar onlinecomputer - som i øvrigt viste sig at være ikke spor online, hvorefter Ole Sørensen tørt konstaterede, at ”så kan vi jo ikke tale sammen”.
Hvordan den utraditionelle indsats konkret har virket, er svært at vurdere ud fra tv-udsendelsen, omend noget kunne tyde på, at Ole Sørensen bliver mødt med en anderledes tillid end ”dem fra kommunen” ellers gør. Hans enkle filosofi om at møde borgerne med ”relationer i stedet for diagnoser” har imidlertid vist sig vanskelig at forene med kommunal tænkning.
Og dét på trods af, at næppe én eneste af landets 98 kommuner ikke for længst har skrevet bindstærke strategiplaner, hvor mantraer som ”borgeren skal være i centrum”, ”vi er her for borgernes skyld” og ”al magt til borgerne” jo mest af alt ligner tilståelsessager. For hvordan kan det ellers være nødvendigt at sige og skrive det, som burde være en selvfølge?
Alligevel drukner intentionerne mange steder - også på Langeland - i firkantede krav, som kan være nødvendige af hensyn til den almindelige retssikkerhed, men som omvendt ofte synes at resultere i udfyldelse af skemaer til glæde udelukkende for kontormus fjernt fra den skinbarlige virkelighed i Lohals, Longelse og Løkkeby. Som Ole Sørensen udtrykte det lige før rulleteksterne mandag aften:
”Vi bliver nødt til at kigge på al vores registrering og kontrol.”
Dén melding vil mangen en politiker uden videre skrive under på. Siden den konservative Poul Schlüters regelsanering i begyndelsen af 1980'erne har samtlige regeringer med forskellige ord og styrke forsøgt at gøre op med benspændende bureaukrati.
Indtil videre med det forstemmende resultat, at Velfærdsdanmark trods milliarddyre indsatser fortsat tillader at lade de svageste i samfundet falde ned mellem lige netop de to stole, som i hvert fald Ole Sørensen ifølge dokumentaren ”Rebellen fra Langeland” forsøgte at skubbe sammen.
Kurt Strand er forfatter og journalist