Prøv avisen
Mediekommentar

Gotfredsen: Spil-dille er vor tids billede på ureflekteret massebevægelse

De ser harmløse ud, de små Pokemon-trolde, men det er aldrig blot harmløst, når mennesker i flok følger skærmen, skriver Sørine Gotfredsen. – Foto: Ilya Naymushin/Reuters

Overordnet set afslører Pokemon-hysteriet, hvordan mange mennesker lader sig diktere af teknologi. Den kan spærre os inde i vore huse, når computerspillet og fjernsynskiggeriet foregår der, og den kan trække os ud af husene, når spillet skifter rammer, skriver Sørine Gotfredsen

Næsten uanset hvilket medie, man tænder for i disse dage, støder man ind i nogle små væsener i skarpe farver, der synes at have indtaget verden.

Samt en masse mennesker, der går rundt og stirrer ned i deres mobiltelefon. De er på jagt efter de små Pokemon-figurer, der vel at mærke ikke er virkelige, men kun findes i den digitale verden.

Siden i tirsdags er – og hold nu godt fast – mængden af danskere, der render således rundt, steget fra 280.000 til 750.000, og folk kan både i deres haver og deres opgange blive forulempet af hæmningsløse Pokemon-jægere. Også trafikken kan påvirkes af det. Grundlæggende forstår jeg ikke, hvordan det hele teknologisk lader sig gøre, men sikkert er det, at spillet Pokemon Go er sommerens store hit.

I onsdags var P1 Debat viet til fænomenet, og en pudsig dobbelthed gik igen blandt de begejstrede Pokemon Go-spillere i panelet. På den ene side ved disse voksne mænd jo godt, at det er en smule latterligt at rende rundt i byen og jagte tegneseriefigurer, og på den anden side gør de meget ud af at betone det sociale og opbyggelige ved, at man rent faktisk bevæger sig rundt i den fysiske verden. Og ovenikøbet herude kan falde i snak med hinanden.

Folk hygger sig tilsyneladende med Pokemon Go, og det er glimrende, hvis – som det er blevet nævnt – autister og andre, der har det svært med det offentlige rum, her føler sig hjulpet. Men overordnet set afslører Pokemon-hysteriet, hvordan mange mennesker lader sig diktere af teknologi. Den kan spærre os inde i vore huse, når computerspillet og fjernsynskiggeriet foregår der, og den kan trække os ud af husene, når spillet skifter rammer, eller kommunen beslutter at vise fodboldkampe i det fri.

Mange mennesker følger simpelthen skærmen, og når Pokemon-spillere i disse dage prøver at retfærdiggøre deres fjollede hobby ved at hylde friluftslivet, er ens første indskydelse at spørge, om de ikke af egen drift kunne finde på at gå en tur i byen. Er det skærmen, der skal bestemme? Selvfølgelig går det over igen. Faktisk udtalte journalist Kristian Villesen på P1, at han allerede nu fornemmer, at folk er ved at være lidt Pokemon-trætte, og snart vil mange se tilbage på sommeren 2016 og overveje, hvad der egentlig skete, da titusinder underlagde sig denne kollektive besættelse.

Man kan vælge at se den slags som noget uskyldigt, der kommer og går, men det er tankevækkende atter at erfare, hvor nemt mennesker lader sig manipulere til at gøre det samme.

Dette har man også med vanlig sans for det poppede indset i Alternativet, hvor man straks, som det fremgik af P1-debatten, har givet partileder Uffe Elbæk sin egen Pokemon-identitet. Jeg er sikker på, at den klæder ham, men strategien illustrerer med tydelighed, at teknologiske og mediestyrede bevægelser rummer et stort manipulatorisk potentiale. De ser harmløse ud, de små Pokemon-trolde, men det er aldrig blot harmløst, når mennesker i flok følger skærmen. Det er vor tids billede på ureflekteret massebevægelse.

Søren Gotfredsen er forfatter, præst og journalist