Prøv avisen
Mediekommentar

Mennesker lever af mennesker

”Bjerget” er en film om ensomhedens tragedie og dermed universel i sin særlighed. Var vi bedre til at se hinanden, ville vi også leve bedre. Foto: fra filmen

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

MAN KAN GODT BLIVE lidt træt af det engelsksprogede hegemoni, når det kommer til udenlandske film og tv-serier. Det bliver dog næppe brudt, og den engelsksprogede filmindustri er også mægtig, respektindgydende og ansvarlig for underholdning i topklasse og mesterværker i verdensklasse. Ikke desto mindre er det velgørende at høre skuespillere tale andre tungemål og se film fra andre lande end de engelsktalende. Verden er stor og broget, og ingen tager skade af at læse undertekster.

DR skal da også have den ros, at man ofte viser film fra alverdens lande. Således kunne man i ugens løb se det israelske drama ”Bjerget” på DR K. ”Jeg tror aldrig, jeg har set en israelsk film,” sagde min 18-årige datter, da jeg fortalte om filmen, og bekræftede ovennævnte hegemoni, men der er mulighed for at indhente det forsømte både for hende og andre. Når man desuden er en hund efter det israelske og føler den politiske forbrugers elementære glæde ved alt fra Jaffa-appelsiner til spillefilm, var det ydermere en fornøjelse at se ”Bjerget”.

MAN KAN NU DÅRLIGT SIGE, at ”Bjerget” var nogen munter film, så langtfra. Den udspiller sig i et jødisk-ortodokst miljø, hvor kvinden Tzvia er hjemmegående mor til fire børn, mens hendes mand Reuwen er lærer på en yeshiva, en religiøs institution helliget studiet af jødedommens hellige tekster. Familien bor ret ydmygt, men deres adresse er verdenskendt. Bjerget, som de bor på, er nemlig intet mindre end Oliebjerget.

Rent geologisk er der ikke ligefrem tale om et himmelstræbende bjerg, men et højdedrag øst for Jerusalem. Hvad der mangler i højden, har Oliebjerget imidlertid i navnkundighed. Her blev Jesus anholdt i Getsemane Have natten mellem skærtorsdag og langfredag, her findes der en mægtig jødisk gravplads, og profeten Zakarias fortæller, at på dommedag skal Herren stå på Oliebjerget.

MEN OLIEBJERGET KAN GODT VÆRE et ensomt sted, når man som Tzvia er nabo til en stenørken af grave og lever i et lidenskabsløst ægteskab med en mand, som er gift med sit arbejde. Der er kommet en fremmedhed mellem parret, og intimiteten er stærkt skrantende både i samtaler og i ægtesengen. Det er paradoksalt nok mellem gravene, at Tzvia finder liv i form af den arabiske gravermedhjælper Abed, som hun veksler få, men stærke ord med, og som sky iagttager af en gruppe prostituerede og deres alfonser, der efter mørkets frembrud bruger gravpladsen til at øve deres gesjæft. Ja, Tzvia begynder endog at komme med suppe til Oliebjergets forsamling af ludere og lommetyve.

Den danske præst Tage Schack skrev engang i en prædiken: ”For det er sandt, at mennesket er den bedste kost for mennesket, og at mennesket kun kan mættes af mennesket.” Tzvia sulter efter opmærksomhed, selskab og nærvær fra andre voksne, og hvis mennesket er den bedste kost, er hendes liv ynkeligt kostfattigt.

”Bjerget” er en film om ensomhedens tragedie og dermed universel i sin særlighed. Var vi bedre til at se hinanden, ville vi også leve bedre.

Jesper Bacher er sognepræst.