Mere hverdags-Sverige, tak

Danske medier kan lære en del af vores nordiske kolleger. Både aviser, radio og tv i Sverige og Norge har mere blik for, hvad der rører sig i Danmark, end omvendt, skriver Kurt Strand

77-årige Kristine Sjölander i Boden i Nordsverige – 930 kilometer fra Stockholm – havde skænket kaffe i kopperne, da reporter Thomas Tjærandsen lagde vejen forbi i Orientering på P1 onsdag eftermiddag. Anledningen var naturligvis det svenske valg den 9. september.

For Kristine Sjölander var der ingen tvivl om, hvad hun lagde vægt på ved de to valg; henholdsvis rigsdagsvalget og kommunalvalget:

”Partiet, jeg skal stemme på, skal have en god ældrepolitik – de kan for eksempel starte med at gøre noget ved manglen på ældreboliger her i kommunen,” lød hendes opfordring til kandidaterne. I hvilken retning hendes krydser går, synes ikke afgjort. Og hendes bekymring over manglende ældreomsorg er højt på dagsordenen hos næsten alle partier. Med god grund, for ifølge en nylig måling anser hver femte svensker ældrepleje og sundhed for at være de vigtigste emner ved valget.

Som her i Danmark er det svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft; en problemstilling, som bliver skærpet i de kommende årtier. I 2050 vil der således være en million flere svenskere over 65 år, end der er i dag.

Orienterings reporter er ingenlunde ensom på de store svenske vidder; de fleste danske medier – også denne avis – rapporterer for tiden flittigt fra Sverige. Mest fokus synes rettet mod svenskernes enorme integrationsproblemer, som gentagne gange i de senere år er resulteret i blandt andet tilfældige bilbrande, banderelaterede skyderier og voksende social ulighed.

Med mediedækningen in mente er det ikke svært at fortænke nogen i at tro, at Sverige er ved at falde fra hinanden. Men den ofte konfliktfyldte dækning fortæller – heldigvis – kun en del af sandheden om de 10 millioner naboer.

For trods massivt besvær med at klare de senere års store flygtningestrømme buldrer økonomi og vækst i Sverige fremad på en måde, der gør danske økonomer, erhvervsledere og politikere grønne af misundelse. Og blandt almindelige svenskere er der – trods voksende utryghed og politiker-skepsis – fortsat tro på, at landet kan håndtere sine problemer.

At Sverige er andet og mere end indvandringsbekymring, ville vi formentlig vide mere om, hvis mediedækningen var mere kontinuerlig. Hvis den ikke bare var omfattende op til valg og andre store begivenheder.

Her kan danske medier lære en del af deres svenske kolleger. Og for resten også de norske.

Både aviser, radio og tv hos de to nordiske naboer har mere blik for, hvad der rører sig i Danmark, end omvendt. Dermed bliver der plads til udstillinger på Louisiana, økologiske gårdmejerier på Lolland og havnebade i jyske østkystbyer. Facetter af hverdagsliv, som fortæller os noget om hinanden.

Og hvem ved? Måske mere hverdags-Sverige på mediedagsordenen kunne føre til, at 77-årige Kristine Sjölanders smukke svenske sprog fik lov til at være uoversat i radioen.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.