Sørine Gotfredsen: Det er problematisk, at en stat skal undskylde fortidens menneskesyn

Mette Frederiksens undskyldning til Godhavnsdrengene indikerer en problematisk tro på, at vi på netop dette tidspunkt står på toppen af civilisationen, skriver sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen

Statsministeren giver en officiel undskyldning for statens manglende tilsyn, da en række anbragte børn blev udsat for overgreb og svigt fra 1946 til 1976. Men skal man følge logikken, kan det føre til en endeløs række af undskyldninger, mener Sørine Gotfredsen.
Statsministeren giver en officiel undskyldning for statens manglende tilsyn, da en række anbragte børn blev udsat for overgreb og svigt fra 1946 til 1976. Men skal man følge logikken, kan det føre til en endeløs række af undskyldninger, mener Sørine Gotfredsen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix.

Da Mette Frederiksen (S) kort efter valget i juni meddelte, at hun ville give en officiel undskyldning til de såkaldte Godhavnsdrenge, lød det som et lidt letkøbt popularitetstrick fra en kvinde, der gerne ville være statsminister.

I går faldt undskyldningen så til de mænd, der som drenge blev anbragt på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland, hvor de i 1960’erne oplevede vold og nedværdigelse. En af disse, Poul Erik Rasmussen, har længe været talsmand for sagen, og han udtalte i går på P1, at det primære er at få stadfæstet, at alt dette var statens skyld og ikke drengenes egen.

En sådan melding tager man som journalist til sig og siger ikke så meget mere, for hvad ved man i sidste ende om andres lidelse? Ikke meget, og følelsen af skyld er en irrationel størrelse, men sagen er ikke enkel. For hvis Godhavnsdrengene skal have en undskyldning, er der vel også andre, der skal. Mentalt handicappede er gennem danmarkshistorien blevet uværdigt behandlet, grønlandske børn er blevet rykket op med rode i et grumt eksperiment, der skulle omplante dem til dansk kultur, og lad os antage, at vi en dag lovliggør aktiv dødshjælp, hvorefter dem, der led under ikke at have den rettighed, kan kræve en undskyldning. Og måske en erstatning.

Et samfund er i konstant udvikling, normerne har ændret sig, siden de modbydelige metoder på Godhavn og andre børnehjem fandt sted, og helt afgørende er det, at fortiden gennem både kunst og journalistik bliver dokumenteret. Det er virkeligheden på Godhavn da også blevet, og TV 2 sendte i søndags filmen ”Der kommer en dag”, der er bygget over Godhavn-affæren.

Her følger man brødrene Erik og Elmer, der i 1969 havner på børnehjemmet Gudbjerg i et system fyldt med vold og misbrug, og hvor lillebror Elmer, der vil være astronaut, overlever gennem drømme om månelanding og evighed på den anden side. Denne film er én af de mest gribende, der længe er blevet lavet herhjemme, og portrætterer en børnehjemsledelse, der er drevet af både sadisme og vel en slags overbevisning om, at der ville komme retskafne drenge ud af de nådesløse metoder.

Det synes grotesk i dag, og vi skal gennem nye erkendelser diskvalificere nogle normer og hævde andre, men det er problematisk at mene, at en stat skal undskylde for fortidens menneskesyn.

Det indikerer en tro på, at vi nu står på toppen af civilisationen og kan fastslå, hvad det gode og sande er, mens sandheden jo er, at vi stadig står midt i historien og ved for lidt.

Også nu begås fejl, som en dag vil forekomme horrible, og mens man med hele sin medfølelse under de tidligere Godhavnsdrenge en utvetydig undskyldning for alt, hvad de har lidt, kan Mette Frederiksen være i færd med at søsætte en misforstået praksis. Den bringer hende som statsminister fra start med stor mediemedvind, men det ligner et fejlgreb. Vi skal lære af historien, for den vil altid rumme grusomhed. Men tager man som stat hul på den store undskyldning, kan den blive endeløs.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.