Militærets psykologer burde læse romaner

DET GODE P1-PROGRAM Videnskabens verden havde i denne uge et overraskende indslag

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe.
TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe. Foto: .

Almindeligvis behandler disse udsendelser jo ikke socialpsykologiske emner. Her var der imidlertid tale om en videnskabelig undersøgelse af soldaters mentale tilstand.

LÆS OGSÅ: Ude i virkeligheden er alt helt anderledes

Lytterne fik en opregning af nogle i hvert fald tilsyneladende bemærkelses-værdige resultater og deraf følgende problemstillinger. En af undersøgelsens konklusioner gik ud på, at det ikke altid er krigen, der giver soldater mentale ar på sjælen.

Soldaterne har det i påfaldende mange tilfælde dårligt, før de tager af sted. Derfor skal den mentale udvælgelse af soldater nu styrkes. Meget tyder på, at psykiske problemer kun tilsyneladende kan forsvinde, medens de er udstationeret i konfliktramte områder.

Som det i udsendelsen hævdes af professor Dorthe Berntsen, Psykologisk Institut på Aarhus Universitet: En bedre livskvalitet under udsendelsen kan tilskrives glæden ved at indgå i et fast fællesskab, have en struktureret hverdag og opnå anerkendelse for det arbejde, man udfører.

Over 80 procent kan have det udmærket før, under og efter deres deltagelse i krigshandlinger. Resten får det efter hjemkomsten dårligt. Årsag: De følelsesmæssige problemer, de havde inden afrejsen, dukker op igen.

De havde haft det bedre i krig end derhjemme. Det høje militære beredskab havde bortledt opmærksomheden fra hverdagsproblemerne. Krigen og dens udfordringer havde virket meningsfuld. Den havde givet selvtillid og livsindhold.

Cirka hver syvende soldat udvikler efter hjemsendelse symptomer på posttraumatisk stress-syndrom, PTSD. En til tider invaliderende mental tilstand, der kan medføre vanskeligheder med at koncentrere sig, voldsomme vredesudbrud, søvnløshed og svigtende sociale relationer.

Alligevel pointeres det altså i udsendelsen, at krigen i sig selv for de fleste ikke er udslagsgivende for, at soldaterne bliver syge. Den kan være en medvirkende, men ikke en afgørende faktor.

Den skepsis, der meldte sig undervejs, blev hen mod indslagets slutning bestyrket af psykolog Mette Bertelsen fra Forsvarets Veterancenter:

En sådan undersøgelse kan kun være en lille brik i et meget stort puslespil. De langsigtede følgevirkninger skal også undersøges.

Nogle soldater vil rigtig nok i fremtiden fortsat blive frasorteret på grund af belastende personlige forhold i liv og opvækst. Det afgørende vil imidlertid ikke være, hvilke traumatiske oplevelser soldaten har været ude for i fortiden. Det helt afgørende vil fortsat være, hvordan disse oplevelser er blevet håndteret af den enkelte.

Elementær livsvisdom. Militærets psykologer burde læse romaner og se flere krigsfilm. Apropos så var den nævnte undersøgelses soldater fra det hold 7, der medvirkede i dokumentarfilmen Amadillo fra 2010.

Der er genudsendelse i morgen aften klokken 18.03 og søndag klokken 21.03 på digital radio.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder