Prøv avisen
Mediekommentar

"Mirakelpigen fra Rio" minder om betydningen af bøn

Den nu 14-årige pige Alani Santos fra Rio er en af Brasiliens mest berømte børneprædikanter. – Foto: Jacob Albert Lorenzen/DR

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Alani Santos er noget af et fænomen i de fattige forstæder til Rio. Datter af en pinsepræst og fra barns ben kendt som en mirakelmager, skriver sognepræst

I SINE ERINDRINGER ”Foråret så sagte kommer” fortæller Kaj Munk, hvordan han som dreng oplevede, at hans gode ven mureren Peder Emmiche blev alvorligt syg. Ved meddelelsen om vennens sygdom mørknede det for Kaj Munk, men så gik han ned i haven, og mellem hindbærbuskene bad han om, at Peder Emmiche måtte blive rask.

Senere hørte han, at Peder Emmiche var død, men den unge Kaj Munk tog det helt roligt og tænkte bare på, hvordan folk ville tage det, når det viste sig, at Peder Emmiche ikke var rigtigt død?

Da hans mor og far kom tilbage fra begravelsen, spurgte Kaj Munk, hvordan begravelsen gik, og fik svaret, at det gik, som sådan noget går, og da han spurgte: ”Jamen – jamen, blev han... blev han da i kisten?”, brød hans far ud i latter. Der faldt mørke over Kaj Munk, og som han skriver: ”Jeg forstod ikke noget mer. Og ærligt talt... jeg har ikke rigtigt forstået siden.”

JEG KOM TIL AT TÆNKE PÅ den fortælling, da jeg så mandagens udgave af ”Horisont” med overskriften ”Mirakelpigen fra Rio”. Pigen var den 14-årige Alani Santos fra Rio, som angiveligt havde evnen til at udføre mirakler i stor stil. Man fik ikke det indtryk, at Alani Santos kendte til Kaj Munks anfægtelse over det udeblevne mirakel. Hun beskrev sin forbøn for de syge som en spirituel kamp og tilføjede: ”Men det gode vinder altid.” Alani Santos var i det hele taget noget af et fænomen i de fattige forstæder til Rio. Datter af en pinsepræst og fra barns ben kendt som en mirakelmager.

Historien om Alani Santos blev brugt af DR’s sydamerikakorrespondent Kristian Almblad til at berette om pinsekirkens eksplosive vækst i Brasilien, hvor andelen af pinsefolk eller evangeliske var vokset fra 10 procent i 1993 til 30 procent i 2018, mens andelen af katolikker var dalet fra 75 til 30 procent.

Pinsekirken etablerede sig ofte i berygtede kvarterer, og med moderne musik og fokus på håndgribelige mirakler og personlig grebethed formåede kirkerne at tale til folkesjælen. Vækkelsen havde også sat sig politiske spor, og flere konservative toppolitikere var erklærede evangeliske eller pinsekristne.

”MIRAKELPIGEN FRA RIO” var et ikke ganske atypisk indslag, hvor danske medier tager på undrende opdagelse i stærkt troende og konservative miljøer. Den slags virker bare så eksotisk i Danmark. Nu kunne man selvfølgelig sige, at den største trosstyrke er den, som kan leve med ikke at blive bønhørt. Det er noget lettere at tro, hvis miraklerne kommer i en lind strøm, men selv apostlen Paulus måtte leve med, at hans torn i kødet ikke forsvandt.

Betoningen af, at mirakler krævede tro, lagde også en tung byrde på den enkelte. Er manglende helbredelse så ikke straffen for manglende tro? Jeg tænker, at Jesu ord om, at ”en ond og utro slægt kræver tegn”, nok heller ikke er den mest populære prædikentekst i de brasilianske pinsekirker.

Når det er sagt, så er Gud selvfølgelig enhver sygdoms herre, hvis ellers Gud er andet end ord og luftige tanker. Kaj Munk bad mellem hindbærbuskene for Peder Emmiche, og Alani Santos beder for de syge i Rio. Forbøn er nemlig ikke hen i vejret. Det er en tjeneste, som rækkes af mennesker og gives af Gud.

Jesper Bacher er sognepræst.