Af en eller anden årsag har man på DR besluttet, at julen har med dæmoner at gøre. Derfor kan man i disse dage i DR 2’s Deadline følge den lille føljeton ”Deadline og Dæmonerne”, hvor udvalgte personer beskriver betydningen af deres indre dæmon. Først lidt klargørelse angående fænomenet.
En dæmon er i den kristne kultur at forstå som en slags ondskabens hjælper, der tilskynder til ulykke og destruktive gerninger, og som mennesket af al kraft skal bekæmpe.
Sådan fremstår det dog ikke i denne lille juleserie, der nærmest antyder det modsatte. Nemlig, at dæmonen hjælper individet til at blive sig selv. Dæmonen bliver menneskets hjælper. Absurd nok.
Sådan fremstod det for eksempel torsdag aften, hvor teaterinstruktør Christian Lollike præsenterede sin personlige dæmon som ”provokation”. Mest kendt er Lollike nok for sit teaterstykke ”Manifest 2083” om Anders Breivik, der blev sat op i 2012 – altså året efter terror- angrebet i Norge.
Mange mente, at det var for tidligt, og at Lollike gjorde tragedien til underholdning, men Lollikes dæmon bød ham at overskride forbud, ligesom den generelt ifølge ham selv opfordrer ham til at gøre op med forlorenhed og sætte fingeren på det ømme punkt. Her aner vi den grundlæggende misforståelse. At tale om sin dæmon er ikke at tale om sine ædle gerninger og dyrke et selvbillede som den ærlige dreng i eventyret om kejserens nye klæder. At tale om sin dæmon er at tale om sin egen svaghed og alt det ubehagelige, som man bærer med sig og på ingen måde er stolt over.
Samtalen med Christian Lollike udgjorde en perfekt demonstration af, hvor svært netop dette er for det moderne menneske, for hvem meget pakkes ind i en psykologisk logik, der tillader den enkelte at se sig selv som et produkt af noget andet. Helt efter bogen henviste Lollike til sin barndom, hvor han led en del nederlag i skolen og siden har haft en lidt infantil (mit udtryk) trang til at trykke på den røde knap, som ingen andre tør røre ved.
Lollikes tale om den indre dæmon udfoldede sig ikke som en erkendelse af at have underlagt sig noget negativt, men som et heltekvad om, hvordan han har brugt sin dæmon i en højere sags tjeneste. Selverkendelse bliver til selvophøjelse, og juleserien på DR 2 giver først og fremmest en række personer mulighed for igen at sidde og beskrive, hvor hårdt de har haft det, og hvordan de har formået at skabe mening eller ligefrem kunst ud af deres lidelse.
Når alt det negative i ens egne øjne er blevet påført udefra, ledes man stille og roligt i retning af offertænkning og kan se sig selv fritaget for at skulle erkende omfanget af sin egen narcissisme. Hvis vi endelig skal tale i dæmoniske termer, kan dette ses som dæmonens største sejr over mennesket.
At det i sin endeløse selvfremstilling ikke længere formår at identificere det dæmoniske i sin egen natur, men kun som noget, der i negativ forstand findes og virker et andet sted. Gad vidst, om nogen i dag på Deadline seriøst forstår det
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.