Modgift mod politikerleden

På dk4 tager man sig tid til samtaler med de folkevalgte, som graver et spadestik dybere og taler grundholdninger i stedet for de nyeste lovforslag. Lad så være, at den journalistiske samtalepartner ikke leverer det store kritiske modspil, skriver sognepræst

Ida Auken er teolog og bekendte frimodigt sin gudstro som klangbund for sit politiske virke. Hun henviste ikke til Bibelen i politiske debatter, men betonede, at religion ikke var lig med snæversyn. Religion var snarere et perspektiv på livet, en ekstra tydning af tilværelsen.
Ida Auken er teolog og bekendte frimodigt sin gudstro som klangbund for sit politiske virke. Hun henviste ikke til Bibelen i politiske debatter, men betonede, at religion ikke var lig med snæversyn. Religion var snarere et perspektiv på livet, en ekstra tydning af tilværelsen. Foto: Emil Kastrup Andersen.

POLITIKERLEDE ER en kedelig lidelse. Den har sine smittekilder og smittebærere, og symptomerne er bristede illusioner, opgivenhed, harme og stadige klagesange. Politikerleden kan sandelig også være særdeles berettiget. Mange politiske ledere gør folket lede, og så ofte er magten blevet misbrugt.

Som Jesus siger til disciplene: ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem.” Ja, det ved disciplene, og det ved vi. Det er ikke altid sådan, men betragtningen er ikke blevet uaktuel. Det er dog det anderledes i forhold til Jesu samtid, at vi i store dele af verden har fået demokratier, hvor magthaverne vælges af folket.

Således vælger man selv genstanden for sin lede. Har vi virkelig de politikere, som vi fortjener, så må politikerleden næsten føre til vælgerlede, ja, måske endog til selvlede. Det er dog i de færreste tilfælde, at det kommer så vidt.

PÅ DEN SPØJSE, MEN OGSÅ tænksomme dk4-kanal prøver de på deres egen stilfærdige måde at lægge modgift for politikerleden.

Man tager sig tid til samtaler med de folkevalgte, som graver et spadestik dybere og taler grundholdninger i stedet for de nyeste lovforslag. Lad så være, at den journalistiske samtalepartner ikke leverer det store kritiske modspil. Sådan var det i hvert fald i ”Livsvalg”, da Dina Al-Erhayem fra dk4 var i politisk samtale med Ida Auken fra Radikale Venstre.

Ida Auken er teolog og bekendte frimodigt sin gudstro som klangbund for sit politiske virke. Hun henviste ikke til Bibelen i politiske debatter, men betonede, at religion ikke var lig med snæversyn. Religion var snarere et perspektiv på livet, en ekstra tydning af tilværelsen.

MAN HØRTE OGSÅ den kristne synds bevidsthed hos Ida Auken, når hun benægtede, at der fandtes gode og dårlige mennesker. Ligesom der var en realisme hos Ida Auken, når hun med bibelsk metaforik understregede, at vi ikke lever i Guds rige, hvor lammet og løven sover ved siden af hinanden. Nogle af os er ellers tilbøjelige til at mene, at Radikale Venstre har ført sikkerheds- og forsvarspolitik ud fra den præmis. Men man skal passe på med at karikere sine modstandere.

Ida Auken var efter eget udsagn ikke så vild med at tale grimt om sine kolleger. Hun mente dog, at en ”meget lukket og meget fremtidsangst” kristendomsfortolkning havde fået meget plads i visse kredse, når vi burde have tilstrækkelig åndelig og kulturel selvtillid til at være åbne over for de fremmede. Det er jo hørt før, men er grænseløs åbenhed en kristen dyd?

”Vogt mine lam!”, siger Jesus til Peter, for ulven skal ikke lukkes ind i menigheden, og ligesom menigheder skal vogtes, skal lande det også. Hvis man ellers holder af dem.

Nuvel, Ida Auken er en politisk karrieremager med et kendt efternavn, og hun kan bestemt gøre politisk irriteret, men hun gør ikke politikerled. Det er også noget, selvom hun aldrig får min stemme.