Siden Morgenandagten en halv snes dage inden den fatale dato 11. september 2001 blev fjernet fra radioens P1, har jeg med jævne mellemrum beklaget, at Morgenandagten ikke længere kunne indgå som et selvfølgeligt indslag i P1s morgenflade.
I dag har jeg affundet mig med forholdene. Der kan være noget rigtigt i, at kanalskiftet efter Radioavisen skal foretages som en bevidst handling. Morgenandagten skal lyttes til som et bevidst tilvalg. Den er ikke noget, der bare skal indgå i nyhedsstrømmen.
LÆS OGSÅ: Morgenandagtens lyttertal er halveret på et år
For sådan er det jo blevet. P1s programmæssige morgenflade har fået karakter af noget overvældende kaotisk. Vidt forskellige indslag fyldt af journalistisk redigerede samtaler og indhentede kommentarer tæppebomber lytterne. Uforudsigeligt og ustruktureret.
Glemt er det tilsyneladende, at det engang var så helt, helt anderledes. P1s indhold blev forud annonceret i aviserne. Der var små, faste morgenprogrammer, der tit havde karakter af radio-essays. Forfattere og andre kreativt og originalt tænkende skribenter fik råderum.
Engang varede Ved dagens begyndelse i næsten 10 minutter. Der var udsendelser som Glæden ved og Kvartini. Altid omhyggeligt forberedte udsendelser, som lytterne kunne tænde og slukke for på bestemte tidspunkter. Man valgte selv sit morgenprogram.
Sådan er det ikke mere. En lille, fast stab af dygtige journalister dominerer det lydtæppe, der nu tilbydes. Der snakkes mere, end der tales. Lytterne modtager nok stadigvæk mangeartede udtalelser, men altid på journalisternes betingelser. En speciel form for selektiv ytringsfrihed!
Noget lignende er der selvfølgelig også tale om i forbindelse med Morgenandagten. Blot med den afgørende forskel, at her er det en fast stab af præster, korsangere og organister, der har påtaget sig at betjene lytterne med en formidling af forud affattede tekster og musik.
Selvom for eksempel præsterne Jesper Stange og Anders Gadegaard i det afsluttende bibelcitat senest har benyttet sig af Romerbrevets kapitel 12 til at give os et ord med på dagen om henholdsvis omtanke og fællesskab, så er der først og sidst tale om tjeneste.
Ud over at være gudstjenester så er Morgenandagterne også små radiofoniske kunstværker. Med ganske få undtagelser, der som bekendt bekræfter reglen, så består de enkelte transmissioner af fejlfrit fremført og udsøgt sammensat musik, sang og tekstlæsninger.
De sidstnævnte kan af og til forekomme mærkværdige, ifølge sagens natur ufortolkede og på sin vis uformidlede, hvad det forståelsesmæssige angår. Men under alle omstændigheder appellerende og anfægtende, sådan som alle gode kunstværker er det.
Som P2s vært for klassisk musik Helle Kristensen så betænksomt gjorde opmærksom på i lørdags, så er der altid noget at hente i Morgenandagten. Hun præsenterede os derefter for den 200-årige norske komponist Ludvig Mathias Lindeman, 1812-1887. Tak for lyttervenlig opmærksomhed!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder