Når gentagne løgne skaber falske myter

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe.
TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe. Foto: .

Lasse Jensen er en erfaren, kyndig og skarpt spørgende programvært for det prisværdige P1-magasin Mennesker og medier. I weekendens udgave af udsendelsen havde han besøg af en lige så kompetent omend i denne tid omdiskuteret programvært. Thomas Buch-Andersen er navnet, han bestyrer i både P1 og DR 2 det debatkritiske program Detektor. Et tidstypisk program, der søger at finde ud af, som der står i foromtalen, hvad der er sandt, hvad der er lidt sandt, og hvad der er løgn i den offentlige debat.

LÆS OGSÅ: Stol ikke på held og tilfældigheder

Lasse Jensen havde også inviteret Rasmus Prehn, MF (S), lektor Johannes Andersen, Aalborg Universitet til, sammen med Buch-Andersen, at diskutere tidens tendens, som efter fleres mening går ud på, at de såkaldte fakta-tjek skulle være ved at tage overhånd.

Tankegangen bag en sådan kritisk holdning er den, at det er selve ytringsfriheden, der er truet. Det bliver den, hvis man kun må udtale sig, når der er dækning for de oplysninger, der benyttes som argumenter. Alt skal i de mindste detaljer kunne dokumenteres.

Rasmus Prehn gav i udsendelsen et eksempel på, at en journalist havde afkrævet ham en sådan dokumentation. Da det efter længere tids undersøgelse viste sig, at det, der havde taget sig ud som en tvivlsom påstand, faktisk var sandt, så havde det pludselig ingen interesse.

Som det blev sagt, hvis der skulle bringes indslag om alle de gange, man finder ud af, at noget alligevel viser sig at være korrekt, så kunne der ikke bestilles andet. Det er jo alene Detektor-programmernes opgave at afsløre det tilslørede, at pege det letkøbt slagfærdige ud.

Som det imidlertid i sig selv fejlagtigt også blev sagt et par gange: Slå myterne ihjel før de slår rødder. Fordi man benytter sig af en almindelig sprogbrug, så bliver den ikke sandere af den grund. Det er ganske enkelt forkert på den måde at ligestille myter med løgne.

At en fortælling har karakter af en myte eller har mytologiske træk betyder jo ikke, at den er løgnagtig. Tværtimod er det mytens kendetegn, at de har en ganske særlig, almengyldig og tidløs sandhedsværdi. Der er myter, og så er der de falske myter.

Det er selvfølgelig alene de sidste, der skal bekæmpes, så de ikke når at brede sig! Falske myter er netop farlige, fordi de antager myternes forførende levedygtige karakterer. Det var en psykologisk indsigt, som nazisternes propaganda benyttede sig af.

Joseph Goebbels (1897-1945) var som propagandaminister og som minister for nazistisk massemedieproduktion, samt redaktion af Hitlers taler, film og aviser kendt og berygtet for denne udtalelse: Hvis en løgn bliver gentaget ofte nok, bliver den til sandhed.

Uden sammenligning i øvrigt så er det stærke kræfter, journalister er oppe imod, når der skal fakta-tjekkes. Selvom der kan argumenteres udmærket for, at overdrivelser af og til fremmer forståelsen, så skal et vist sandhedsniveau opretholdes uden at overdrive?

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder