Hvordan forbereder man sig som familie på, at ens nærmeste skal dø?

Under programtitlen ”Mens døden os skiller” blev der givet et uforglemmeligt billede af en ung far, den 36-årige Lasse Lüders, og dennes langvarige afsked med livet

Lasse Lüders skal dø. Han lider af sygdommen ALS, som gradvist lammer hans muskler for til sidst at tage livet af ham. Men hvordan forbereder man sig som familie på at ens nærmeste skal dø?
Lasse Lüders skal dø. Han lider af sygdommen ALS, som gradvist lammer hans muskler for til sidst at tage livet af ham. Men hvordan forbereder man sig som familie på at ens nærmeste skal dø?. Foto: DR Presse.

Mandag aften fik seerne på DR 1 et bevægende, smerteligt, men også et modigt og smukt indblik i en ung børnefamilies tunge skæbne. Den første del af en serie på to gav et familieportræt, som må præge de involverede på livstid. Også som tv-øjenvidne kan man kun være taknemmelig og rørt over familien Lüders’ gavmilde villighed til at ville dele nogle dyrekøbte livserfaringer med alle os andre.

Under programtitlen ”Mens døden os skiller” blev der givet et uforglemmeligt billede af en ung far, den 36-årige Lasse Lüders, og dennes langvarige afsked med livet. De sidste år gennemlevede han, hans ægtefælle og fire børn i beundringsværdig afklaret bevidsthed om hans forestående død. Lasse Lüders led af sygdommen als, som ikke alene gradvist lammede hans muskler for til sidst at tage livet af ham, men også berøvede ham et lykkeligt kærlighedsforhold. For hvordan leve videre i et parforhold, når der intet er tilbage af det, der var? Hvordan affinde sig med, at kærlighed i den grad kan ændre karakter? Hvordan forbereder man sig som familie på, at ens nærmeste skal dø?

Eksistentielle spørgsmål hobede sig op. Gennem to år havde DR fulgt Lasse Lüders’ familie og ved hjælp af private optagelser fra de første lykkeligt raske år fik seerne nænsomt dokumenteret, hvordan konflikter og dilemmaer, der er forbundet med at være pårørende til en dødeligt syg, kan udvikle sig og hensynsfuldt håndteres.

Gribende var det at se, hvor åbent og bevidst børnene forholdt sig til deres fars ellers umenneskelige situation. Således udtrykte en lille datter sig: ”Når far dør, så vil jeg også dø, så han ikke skal dø alene!”. Så forstår man godt, at moderen ikke bare kunne lukke øjnene og drømme for bare indimellem at glemme sin mands sygdom.

Udsendelsen var hudløst ærlig i sin åbenhjertige gengivelse af hendes tapre kamp for i hverdagen at vise børnene, ”at mor, hun kan godt”. Det kunne i en så belastende situation ellers være svært for eksempel at se på og rumme en søsters lykke i forbindelse med en barnedåb i netop dén kirke, Lüders-parret selv var blevet viet i. ”Det er utrolig hårdt at skulle tilsidesætte sig selv og leve som før, når kærligheden bliver noget andet”. Som moderen udtrykte det: ”Han spørger jo ikke til, hvordan jeg har det”.

Og dog gav Lasse Lüders som 37-årig på plejehjem udtryk for sin bekymring for sin hustrus situation med disse ord: ”Nu er det mig, som sidder og venter, og det er dig, som skal komme og give og give og give!”. Hans gave viste sig først og sidst i udsendelsen at være lange, kærlige, dybtfølte afskedsbreve til alle medlemmerne af den lille beundringsværdige familie. Et stærkt modstykke til en indledende replik fra hans skævt smilende ansigt: ”Ikke flere grimme ord fra din mund!”.

Nej, ved graven lagde han de smukkeste kærlighedsord til oplæsning for børnene i hendes mund. Held og lykke med dem!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.