Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mediekommentar

Når en afdød havner i medierne

”Den afdøde kommer mere og mere til at fremstå som et slags gidsel i en forestilling,” skriver Sørine Gotfredsen. – Foto: Leif Tuxen

Af Sørine Gotfredsen, sognepræst, forfatter og debattør. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Et menneske, tilsyneladende uden pårørende, fik kistebærere ved, at sognepræsten efterlyste hjælpere på Facebook. Men kan et menneske ikke undvige andres blikke og omtale i medierne, end ikke i døden, skriver Sørine Gotfredsen

I FLERE DAGE nu har folkekirken fået positiv omtale i medierne. Om man skal glædes over det er tvivlsomt, men stemningen har været i top, hver gang sognepræst Sarah Auken fra Søborg Kirke er blevet interviewet angående sit seneste initiativ.

Det, hun har gjort, er set før. En præst bliver bedt om at bisætte et menneske, der tilsyneladende ikke har nogen pårørende, hvorefter præsten på Facebook efterlyser mennesker, der vil være med til at tage afsked med denne person og måske hjælpe med at bære kisten. Og det virker.

I dette tilfælde dukkede cirka 90 mennesker op i kirken, og senest sad Sarah Auken i et TV 2-talkshow og fortalte igen om forløbet, mens værterne blev enige om det smukke ved således at samle folk om en god sag.

Jeg er ikke i tvivl om, at en præst gør alt dette i den bedste mening, men det er fyldt med svære aspekter, for hele tanken om på eget initiativ at gøre et menneskes sidste afsked til et offentligt anliggende bør få os til at tænke os om.

Helt grundlæggende kan man jo ofte ikke vide, om en person, der længe har levet i det stille, måske har gjort det med overlæg og derfor muligvis på ingen måde har ønsket at få sin bisættelse iscenesat som en begivenhed, der er fyldt med fremmede mennesker. Og som oven i købet i flere dage omtales i medierne og bliver hver mands eje.

Den afdøde kommer mere og mere til at fremstå som et slags gidsel i en forestilling, der er præget af andres behov, hvad enten det drejer sig om præstens trang til at samle folk eller bisættelsesgængernes ønske om at gøre en god gerning eller muligvis foretage sig noget, der kan afhjælpe deres egen fremmedgjorthed over for døden.

Måske handler det hele for nogen mest af alt om simpel nysgerrighed, og i hvert fald handler det om mediernes behov for følelsesbetonede historier og mange journalisters fascination af det mere sentimentale tv-øjeblik, hvor man forbrødres i troen på, at noget bare er entydigt smukt og godt.

Endelig har alt dette sikkert også at gøre med, at der i en ensomhedsforskræmt kultur som denne, hvor det opfattes som pinligt blot at gå på café alene og læse sin avis, findes en selvfølgelig antagelse af, at alle ønsker mere opmærksomhed. Og at enhver dermed også ved sin egen bisættelse ønsker at være omgivet af en så stor menneskemængde som muligt. Det er dog en misforståelse. Jeg har bisat adskillige, der klart ønskede så lidt opmærksomhed omkring deres afsked som muligt.

Og som sagt: Hvis man på bedste Lykke-Per-manér har levet sine sidste år i mere eller mindre frivillig afsondring, må forestillingen om en masse fremmede mennesker, der pludselig stimler sammen om ens kiste, synes som et mareridt.

Ved første øjekast giver det sikkert folkekirken pluspoint at skabe disse overskrifter om danskere, der spontant lader sig hidkalde til andres bisættelse.

Men i længden kan det også blive til historien om, hvordan mennesket end ikke i døden kan undvige den store flok og de andres blikke. Eller omtalen i medierne.

Sørine Gotfredsen er præst og forfatter.