Prøv avisen
Mediekommentar

Jonatan Spang valgte den ”kujonagtige tilgang” i behandlingen af Morten Kvist

Satiren er en vigtig disciplin i et samfund, men den skal omgås med selvdisciplin, for det må være frygteligt fristende blot at tale til det let antændelige gruppeinstinkt, som Spang gjorde i søndags, da han gengav Morten Kvists citat helt uden at forholde sig til, at Kvist har brugt en hel uge på at nuancere og forklare sammenhængen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og Debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Som visse journalister bidrager en mand som Jonatan Spang til en mentalitet, hvor man er så forelsket i effekten af det, man selv siger, at man ikke på seriøs vis synes at interessere sig for indholdet, skriver Sørine Gotfredsen

Når man havner i en medieorkan med voldsom kritik, kan man vælge mellem to strategier. Man kan lade som ingenting og vente, til det hele går over, hvilket det som oftest gør ret hurtigt. Eller man kan træde frem og forklare sig, idet man mener, at samtale trods alt er den bedste vej til sameksistens.

Det er al ære værd, når en udskældt person bruger kræfter på dette, som præst Morten Kvist har gjort, siden han blev genstand for tumult i forbindelse med gudstjenesten ved Folketingets åbning.

I den forløbne weekend blev de foreløbigt sidste ord sagt i medieføljetonen om denne sag, hvor en række politikere blandt andet boykottede gudstjenesten, fordi Kvist for 10 år siden på klodset vis nævnte homoseksuelle og pædofile i samme sætning.

Siden har han omhyggeligt beklaget og samtidig understreget sin anerkendelse af homoseksuelles rettigheder, og alligevel ser man i denne forgangne weekend, at der findes en stor interesse i at fastholde en sag ved ét bestemt punkt. Nemlig dér, hvor forargelsen først brød ud.

I lørdags deltog Morten Kvist i P1-programmet ”Shitstorm”, hvor den ene af værterne, Abdel Aziz Mahmoud, stædigt spurgte Morten Kvist, om han har noget imod homoseksuelle, selvom Kvist uophørligt har erklæret, at det har han ikke. Tilmed blev netop dén meddelelse klippet fra i det første interview, han gav til TV Avisen, for mange journalister går målrettet efter forargelens effekt og efter at fremstille bestemte personer som karikaturer. Når sagen tilmed handler om homoseksualitet, som er én af vor tids største katalysatorer angående det korrekte sindelag, kommer man hurtigt galt af sted, for her gælder ikke mange nuancer.

Det erfarede man også i DR 2-programmet ”Tæt på sandheden” søndag aften, hvor vært og komiker Jonatan Spang kastede sig over sagen om Morten Kvist. Spang valgte den vel egentlig ret kujonagtige tilgang, hvor han siddende over for en tilsyneladende temmelig uoplyst forsamling med lethed kunne fremstille det hele så forsimplet, at forargelsens latter boblede frem. Det gør den jo ofte, når flokken lader sig styre af den sjove mand, der sidder og trykker på tidens ideologiske knapper, som en dirigent styrer sit orkester.

Satiren er en vigtig disciplin i et samfund, men den skal omgås med selvdisciplin, for det må være frygteligt fristende blot at tale til det let antændelige gruppeinstinkt, som Spang gjorde i søndags, da han gengav Morten Kvists citat helt uden at forholde sig til, at Kvist har brugt en hel uge på at nuancere og forklare sammenhængen.

Som visse journalister bidrager en mand som Jonatan Spang til en mentalitet, hvor man er så forelsket i effekten af det, man selv siger, at man ikke på seriøs vis synes at interessere sig for indholdet.

På den måde strander vi om og om igen i den stillestående forargelse, hvor en hel del mennesker gerne vil trækkes med hen, fordi det føles frydefuldt og behageligt og ganske ukompliceret for forstanden.

Men hvor bringer det os hen? Og hvad gør det ved samtalen og lysten til at deltage i den

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.