DET VAR IKKE just muntre miner, der prægede en snes forsamlede medarbejdere inde bag ruderne i Nordeas Vesterportafdeling i går. Udenfor – hvorfra jeg iagttog dem på vej til et møde inde i banken – var himlen farvet grå, og regnen silede ned over fliser og asfalt i hjertet af København. Vejret var dermed en tyk, symbolsk understregning af dagens store nyhed om tvivlsomme hvidvask-transaktioner i den skandinaviske storbank.
Allerede mandag aften var der varmet op i tv’s nyhedsudsendelser, som med citater fra Berlingske og YLE – det finske svar på DR – kunne berette om blandt andet mærkelige handler via et newzealandsk selskab med en filippinsk stuepige i direktørstolen. Og med konto i den irgrønne Nordea-bygning, der fyldte baggrunden, da Berlingskes erhvervsredaktør, Peter Suppli Benson, satte trumf på i ”Deadline” på DR 2:
”Det, vi har at gøre med her, er en bank, der ikke har haft styr på at drive det, de laver. De kender ikke deres kunder, de ved ikke, hvad kunderne laver, og hvor pengene kommer fra. Og hvis ikke banken har styr på det, hvad kan den så?”.
At endnu en hvidvaskskandale nu fylder i mediebilledet, er selvfølgelig ikke rart for de ansatte i den bank, som denne gang er i søgelyset. Alligevel bør de glæde sig over, at noget, som forhåbentlig er fortidens synder, endelig kommer frem. Og at tilpas store skandaler vel fører til selvransagelse og intern oprydning.
Mest interessant er, at det heller ikke i den aktuelle skandalesag er myndigheder eller bankernes egne kontrolsystemer, der har hevet en flosset forretningsmoral frem i lyset. Som det i de senere år har været sædvane, er det ihærdige journalister på seriøse medier, der via store lækager har gravet historierne frem.
Tirsdagens Berlingske-forside med overskriften: ”Nordea lagde hus til milliardstore suspekte pengestrømme”, ligger således i slipstrømmen fra de sidste par års afsløringer af Danske Banks involvering i hvidvask. En indsats, som i januar fortjent blev hædret med mediebranchens fornemste anerkendelse, Cavlingprisen. Og der er grund til at rose ”Tanten” i Pilestræde for fortsat at prioritere journalistik, som ikke kun møder anerkendelse i de pæne erhvervskredse, der er blandt avisens kernelæsere.
Den slags journalistik er tilmed voldsomt ressourcekrævende, og det er en vigtig pointe, at den hviler på tæt samarbejde med medier i andre lande. En tendens, som har bredt sig med de senere års afsløringer af især skatteunddragelse og hvidvask, og hvor hundreder af journalister har brudt med deres fags traditioner og arbejdet tæt sammen om at gennemgå og bearbejde enorme mængder lækkede data.
Grundtanken er, at når finansverdenens grågrimme transaktioner foregår på tværs af landegrænser, så må journalistikken følge med og arbejde mindst lige så grænseoverskridende. For så bliver den til journalistik, som gør en forskel. Og mon ikke mere følger de kommende dage
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.