Når kristendom bliver til vold

I IRLAND, som ellers har ry for at være ærkekatolsk, stemte et komfortabelt flertal for nylig ja til ægteskaber for homoseksuelle

Et program på DR 2 fortalte, hvorledes amerikanske evangelikale kirker fører felttog i Uganda, blandt andet imod homoseksuelle.
Et program på DR 2 fortalte, hvorledes amerikanske evangelikale kirker fører felttog i Uganda, blandt andet imod homoseksuelle. . Foto: DR.

 Her til lands blev ægteskab mellem to af samme køn indført i 2012, og man kan roligt sige, at den homoseksuelle bevægelse kan notere sig mange politiske og sociale sejre i den vestlige verden. Anderledes ser det ud andre steder.

Islamisk Stat kaster homoseksuelle ud fra høje bygninger, og det iranske præstestyre klynger de formastelige op fra kraner til offentlig skræk og advarsel. Også i kristne lande kan overgreb mod homoseksuelle ligefrem blive lovfæstet. Det ugandiske parlament behandler således et lovforslag, som vil straffe homoseksuelle handlinger med livsvarigt fængsel og i gentagne tilfælde med døden. Det kunne man se i udsendelsen ”Gud elsker de oplyste” på DR 2 tirsdag aften. En noget ladet oversættelse af den engelske originaltitel ”God loves Uganda” (Gud elsker Uganda).

Programmet fortalte, hvorledes amerikanske evangelikale kirker fører missionarisk felttog i Uganda og former den folkelige og politiske opinion. Ja, missionærerne forandrer landet, som de kalder Afrikas perle.

Nu er der ikke noget galt med missionsarbejde. Kristendommen er i den grad til eksport. Var der ikke nogen, som var gået ud med evangeliet, var der ingen kirke i Danmark og intet Kristeligt Dagblad.

NU KAN MAN SOM LUTHERANER have sine forbehold over for teologien hos de evangelikale, og gudstjenester med hoppende mennesker er fremmedgørende for en del af os. Da jeg så den henførte ungdom under et bønnemøde, kunne jeg dog ikke lade være med at tænke, at sådan kunne man også se deres jævnaldrende til en popkoncert. Er det ikke bedre at være høj på evangeliet end på sprut og popsange? Jovist, man kan dog blive så høj, at man ikke bare slipper jord-, men også ordforbindelsen.

Bibelen omtaler homoseksualitet som vrangvendt, men det giver ikke mandat til at straffe for homoseksuelle handlinger. Bibelens love minder om, at lovene skal tjene næsten, det er imidlertid ikke tjenligt for evangeliet at gøre Bibelen til lov. En af de evangelikale ledere sagde, at han ikke ønskede et teokrati. Ikke desto mindre var amerikanske prædikanter blandt de førende lobbyister i forsøget på at gøre homoseksualitet til en strafbar forseelse. En anden prædikant, denne gang en afrikaner, så sig ikke for god til at præsentere menigheden for billeder af fækal sex.

Hvad værre var, havde retorikken også ført til selvtægt mod de homoseksuelle. Vi var med til begravelsen af en homoseksuel aktivist, som var blevet tævet til døde, og sørgehøjtideligheden udviklede sig til en indædt diskussion om synet på homoseksualitet.

Nu bør ingen, hverken i Danmark eller Uganda, forpligtes til at opfatte homoseksualitet eller i det hele taget seksualitet som genstand for ukritisk tilbedelse i lystens hellige navn.

Kristne teokrater er ikke bedre end andre teokrater. Ja, i lyset af evangeliet er de faktisk værre.

Jesper Bacher er sognepræst